Rekreativt bevægelseslandskab skal binde by og natur sammen på Fanø
Et areal på i alt 19.200 m2 beliggende i en overgangszone mellem Nordby og det omgivende landskab i Nationalpark Vadehavet bliver nu aktiveret med urbane og landskabsmæssige elementer til kultur og idræt.
Dermed tager Fanø Kommune tråden op fra forprojektet "By møder Natur", som med støtte fra Realdania havde til formål at se på de udfordringer, der er forbundet med at skabe sammenhæng mellem en fortsat moderne byudvikling og beskyttelsen af kulturarven og det omgivende landskab i en nationalpark.
I projektet "Den røde tråd – et aktivt bevægelseslandskab i mødet mellem Fanøs kultur og natur", omdannes det nedslidte idrætsanlæg med de gamle boldbaner mellem Fanø Hallen og Nordby Skole til et nyt udendørs aktivitetsområde med næsten alt fra bold og cykling over petanque- og agilitybaner til klatremøbler og udendørs bibliotek. Det nye bevægelseslandskab lægger derfor ikke kun op til fysisk aktivitet, men indeholder også en lang række elementer med plads til kreativitet, kunstnerisk udfoldelse og socialt fællesskab.
Områdets aktiviteter og stier fortsætter desuden som motionsruter og oplevelser videre ud i det omgivende landskab, ligesom træer og andre elementer fra Fanøs natur trækkes helt ind mod byen og placeres på nye steder i området. Samtidig vil projektet give de fleste færre undskyldninger for ikke at bevæge sig mere, og dermed opnå en sundere livskvalitet.
"Med idégenerering, behovsafklaring og borgerinddragelse i en proces, som startede helt tilbage i 2009 er det lykkedes samlet set, at få skabt et visionært projekt, som også arkitektonisk vil berige oplevelsen af at mødes om kultur og idræt i projektområdet", udtaler borgmester Erik Nørreby, Fanø Kommune.
"Vi ser store kvaliteter i dette projekt, der i mødet mellem by og natur, sætter fokus på både den sunde bevægelse og det sociale fællesskab i hverdagen. Dermed kan projektet med udgangspunkt i Fanøs stedbundne potentialer bidrage til at styrke livskvaliteten på en af Danmarks yderområde-øer," siger direktør Hans Peter Svendler, Realdania.
FAKTA
Fanø Kommune gennemførte sidste år en omfattende modernisering af Nordby Skole, der med et stort indendørs torv vil blive et centralt sted for øens forenings- og kulturliv. I den forbindelse var det oplagt også at fortsætte rundt i området, og dermed fuldende processen omkring projektet "By møder natur".
Realdania støtter projektet "Den røde tråd – et aktivt bevægelseslandskab i mødet mellem Fanøs kultur og natur" med 3,6 mio. kr., Lokale- og Anlægsfonden bidrager med 2 mio. kr. og Fanø Kommune med 3 mio. kr.
Udviklingen af aktivitetsområdet er sket i samarbejde mellem GHB Landskabsarkitekter og en række lokale foreninger, borgere og kommunens parter.
Arbejdet forventes igangsat i løbet af foråret 2012, og projektet forventes indviet omkring påske 2013. Arbejdet vil i så høj grad som muligt blive udført af lokale firmaer og i samarbejde med brugerne af området.