x

Kom til åbent hus i Kay Fiskers maleriske landsted

Pressemeddelelse 7. august 2017

Oplev et af de få enfamiliehuse, som arkitekten Kay Fisker tegnede, når Realdania By & Byg slår dørene op til åbent hus i landstedet i Snekkersten søndag den 20. august. Det er gratis, og alle er velkommen.

Kay Fisker tegnede kun nogle få enfamiliehuse. Landstedet i Snekkersten fra 1918 er et af hovedværkerne, for her kom Fisker for alvor til at vise format og stilsikkerhed.

Landstedet med udsigt til Øresund blev et overbevisende smukt, enkelt og personligt hus, der både i helhed og detaljer afspejler hans særkender og tilgang til arkitektur. Bygningen er trukket ud som et penalhus med en klar og præcis hovedform og en minutiøst gennemført facadeløsning.

I husets arkitektur blander Fisker engelsk cottage-stil med nordisk byggetradition og materialer. Landstedet peger på den måde frem mod Bedre Byggeskik-bevægelsens fremkomst ti år senere og har dermed arkitekturhistorisk betydning som spire for en ny arkitektonisk stilretning på samme måde som Edvard Heibergs egen villa fra 1924 og Arne Jacobsens sommerhus fra 1937.

Huset udgør i dag et væsentlig bidrag til dansk arkitekturhistorie, og derfor tøvede Realdania By & Byg heller ikke, da de i 2014 købte huset og restaurerede det fra kælder til kvist. I dag fremstår ejendommen atter i den ånd og med den karakter, som Fisker skabte.