x

2.000 gæster til åben byggeplads på BLOX

Pressemeddelelse 5. september 2017

Mere end 2.000 københavnere lagde vejen forbi BLOX til en guidet rundvisning, talks eller et besøg i showroomet, da BLOX i anledning af Københavns 850-års fødselsdag holdt åben byggeplads.

BLOX holdt lørdag den 2. september helt ekstraordinært åben byggeplads. Arrangementet var et led i Golden Days Festivalens Københavnerfejring, som markerer Københavns 850-års jubilæum i Kulturkvarteret.

Rigtig mange københavnere benyttede sig af chancen for at få et sidste kig indenfor i det storstilede byggeri på havnen, som bliver Danmarks nye univers for arkitektur og design. BLOX indvies i maj næste år og skal frem til da have arbejdsro. Derfor lukker byggeriet nu ned for besøgende.


64 rundvisninger på seks timer

I løbet af dagen blev der afviklet hele 64 rundvisninger. Hvert femte minut blev en nyt hold gæster sendt af sted med en guide fra enten Realdania, Realdania By & Byg eller BLOX-teamet i spidsen. 

I BLOX’ kommende restaurant kunne man opleve tre inspirerende talks: Den første var arrangeret af BLOXHUB og havde vand som tema. Den anden talk var med sagsarkitekt på BLOX Adrianne Fisher fra den hollandske tegnestue OMA. Og sidst men ikke mindst holdt dansk arkitekturs grand old man Jan Gehl en talk om København og livability.

Derudover kunne man i showroomet nærstudere modeller og se film om byggeriet, og i BLOX-teltet ved Frederiksholms Kanal var der kaffe på kanden. Her kunne man også få sig en sludder med bl.a. Realdania og Kraks Fonds Byforskning.



Golden Days fortsætter

Golden Days Festivalen fortsætter frem til søndag den 17. september.

Du kan læse mere om de kommende ugers program her