x

Klynger er en vej frem for landsbyerne

Blogindlæg

19. september 2017

Landsbyerne kan ved at samle sig i klynger opnå en større udvikling. Det kræver lokalt engagement, tålmodighed og knap en halv million kroner at få dannet en landsbyklynge, skriver Anne Skovbro

Realdania, DGI og Lokale og Anlægsfonden (LOA) har gennem mange år mødt en lang række landsbyer, der vil bygge en ny hal eller et nyt forsamlingshus for at skabe aktivitet og stoppe fraflytningen i deres by. Uden skelen til, at nabobyen måske allerede har en fin hal.

Men vi har også mødt en anden type bevægelse – særligt i de senere år, hvor udfordringer er blevet tydeligere. Flere landsbyer begynder at gå sammen i klynger, hvor de samarbejder om udviklingen.

De kan for eksempel dele fysiske rammer og bygninger og koordinerer aktiviteter og tilbud. Det er måske ikke alle landsbyer i området, der på længere sigt vil have en sportshal eller en købmand. Men i klyngen vil man altid kunne finde et fodboldhold at spille på eller et sted at handle. 

Den bevægelse har vi ønsket at skubbe på. Vi mener, at landsbyklynger kan være et bud på et mere langsigtet redskab til udvikling af landsbyerne, der hvor de er bæredygtige. Fra 2015 har vi støttet en række nye landsbyklynger og samtidig arbejdet med at sætte dette redskab til positiv udvikling på formel.

Landsbyklynger virker – ifølge landsbyerne

Til dags dato har vi støttet 24 landsbyklynger. Mange er endnu i opstart, men vi har evalueret de fem klynger, der har været i gang i længst tid, og resultaterne er værd at studere.

Vi kan se, at man med en borgerdrevet tilgang, tålmodighed og relativt få midler kan sætte gang i en udvikling, der kan gavne borgerne i landsbyerne, og samtidig landets kommuner. I en landsbyklynge kan det lykkes at fastholde aktiviteter og tilbud i nærområdet ved at samle og samarbejde. Landsbyklyngen Vestrum fik et fodboldhold. Mens klyngen Landet på Midtfyn fik en ny cykelsti, der binder landsbyer og fællesskaber sammen. Vi ser også, at nye typer af frivillige involverer sig i klyngerne, for eksempel i klyngen Mols i udvikling, hvor over 200 frivillige har engageret sig. Der bliver her og andre steder prioriteret og koordineret blandt borgere og foreninger, og samarbejdet med kommunen styrkes ofte.

Spørger man de folk, der sidder i styregrupperne for de fem ældste klynger, hvad de har fået ud af samarbejdet, svarer de tydeligt. I en evaluering, som DGI og Realdania har foretaget, siger 87 procent, at det har styrket lokalsamfundene at samarbejde med andre i klyngen. 87 procent mener, at projektet har højnet deres evne til at se langsigtet på udviklingen af lokalområdet, og 94 procent vil anbefale landsbyklynger til andre lokalsamfund. Også et forskningsprojekt udarbejdet ved Aalborg Universitet i perioden 2013-2017 konkluderer, at landsbyklynger er et interessant redskab.
Det ser altså ud til, at der er meget at vinde. Kunsten er at få samtalen og samarbejdet i gang og skabe en ny identitet på tværs af gamle grænser. Og det sker ikke på en nat.

Økonomiske midler og stor inddragelse

Centralt i vores evaluering er, at landsbyklynger kun bliver en succes, hvis det er borgerne, som driver udviklingen – og kommunen bakker op. Af samme grund kræver det tålmodighed at etablere landsbyklynger. Borgere og kommune skal indstille sig på at engagere sig i minimum halvandet år. I vores setup har det kostet omkring en halv million kroner at løbe en landsbyklynge i gang. Pengene går blandt andet til dataindsamling, analyser, identitetsudvikling, en udviklingsplan og en ekstern konsulent, der understøtter, at klyngen udvikler sig på et strategisk grundlag og hjælper med samarbejdet.
LOA, DGI og Realdania har indtil videre stået for en stor del af finansieringen. Vi har ønsket at skubbe eksempler i gang, der kan tjene som inspiration for samfundet. Snart er det tid til at også andre aktører kommer på banen.

Vi glæder os derfor over regeringens initiativ med udvalget for levedygtige landsbyer. Vi håber, at udvalget vil tage de mange gode erfaringer fra de nuværende landsbyklynger med i deres arbejde.

Dette blogindlæg har været bragt i Altinget den 19. september 2017

{{ title }}

{{ description }}