x

Besøg arkitekten Knud Friis' eget hus denne weekend

Pressemeddelelse 14. november 2017

Så er det nu på søndag den 19. november, at Realdania By & Byg holder åbent hus i arkitekten Knud Friis’ eget hus i Aarhus-forstaden Brabrand. Oplev Friis & Moltke-arkitektur og dansk brutalisme, når den er allerbedst. Det er gratis, og alle er velkomne.

Arkitekterne Knud Friis og Elmar Moltke Nielsen var et velfungerende og produktivt makkerpar i dansk arkitekturhistorie. De samarbejdede om stort set alle opgaver og fik afgørende indflydelse på dansk arkitektur med banebrydende projekter både i Danmark og i udlandet. Derfor huskes de i dag sammen og ikke hver for sig.

Men nu får du imidlertid en sjælden mulighed for at se, hvad Knud Friis præsterede som solist. I forbindelse med et lejerskifte slår Realdania By & Byg denne weekend dørene op til Knud Friis’ hjem gennem mere end 50 år.

Huset, som er opført på en høj i Brabrands bakkede terræn i 1958, er fredet og regnes for et arkitekturhistorisk mesterværk. For med det hus introducerede Knud Friis samtidig en ny arkitektur i Danmark. En arkitektur, der henter sin kraft i brugen af rå materialer og synlige konstruktioner og som blev så kendetegnende for Friis & Moltkes byggerier.

Samtidig er huset et enestående eksempel på den danske arkitektstands arbejde og påvirkning på udviklingen af parcelhuset op gennem 1900-tallet.

Realdania By & Byg købte og restaurerede huset i 2011. I dag fremstår Brabrand-villaen med den oprindelige farveholdning og gulvbelægning, rå vægge i beton med tydelige spor af forskallingsbrædder samt iøjnefaldende blå elementer som døre og vinduesskodder.