x

Har du en ildsjæl i maven?
Sidste ansøgningsfrist i Underværker-kampagnen nærmer sig.

Pressemeddelelse 23. november 2017

Har du en ildsjæl i maven og en god og original idé? Med kampagnen Underværker støtter Realdania ildsjæle i det byggede miljø i at føre deres projektdrømme ud i livet, og du kan også være med. Kampagnens næste og sidste ansøgningsfrist er den 15. februar 2018 kl. 12.00.

Overalt i landet knokler ildsjæle med at skabe mødesteder som ramme om aktiviteter og fællesskaber. Med at bevare og udvikle den lokale bygningsarv og håndværkstraditioner. Og med at skabe nye byrum og faciliteter til f.eks. kultur eller social inklusion. 

Har du en god og original idé, kan du også søge støtte til dit projekt.

Med kampagnen Underværker støtter Realdania ildsjæle i det byggede miljø i at gøre deres projektdrømme til virkelighed. Formålet er at sænke barrieren for at føre gode idéer ud i livet og vække den indre ildsjæl, som mange mennesker allerede går rundt med.

Projektstøtten kan søges af alle, der arbejder frivilligt og engageret med at forbedre og udvikle lokalsamfundet gennem det byggede miljø. Det afgørende er, at dit projekt skaber nyt liv, nye mødesteder og større livskvalitet i det byggede miljø. Og at det kommer lokalsamfundet til gode. Der kan maksimalt ansøges om 1.000.000 kr. til et projekt.

Vil du have dit projekt med til kampagnens sidste bedømmelsesmøde, skal du oprette det på kampagnens hjemmeside www.underværker.dk. Dernæst skal du vise, at andre bakker op om projektet ved at samle mindst 200 ’likes’. Når mindst 200 har vist deres opbakning til et projekt, går det videre til næste bedømmelsesmøde. Du kan også ’like’ andre ildsjæleprojekter og på den måde hjælpe dem tættere på målstregen.

Kampagnens næste og sidste ansøgningsfrist er den 15. februar 2018 kl. 12.00