x

Mere fokus på indeklima i sundhedsmærkning

Nyhed 29. maj 2018

Nyt udviklingsprojekt skal sætte yderligere fokus på indeklimaet i sundhedsmærkning af boliger, kontorer, institutioner og undervisningsbyggeri. Realdania ønsker, at indeklimaet skal højere op på agendaen, når der bygges.

Green Building Council Denmark og Ingeniørvirksomheden MOE står med støtte fra Realdania bag et udviklingsprojekt, der skal sætte yderligere fokus på indeklimaet i sundhedsmærkning af boliger, kontorer, institutioner og undervisningsbyggeri. Platformen er den anerkendte bæredygtighedsordning DGNB. 

”DGNB er en helhedsorienteret ordning, der også indeholder kriterier om indeklima. I Realdania har vi et ønske om, at disse kriterier hele tiden er opdateret med den nyeste viden, og at indeklimaet kommer højere op på agendaen, når der bygges. Derfor støtter vi, at ny viden på området kommer med i DGNB,” siger Lennie Clausen, programchef i Realdania.

Mange bygherrer ser en gevinst ved at synliggøre den bæredygtige indsats med et troværdigt stempel. Derfor har DGNB haft stor succes i Danmark, mener Mette Qvist, der er direktør i Green Building Council Denmark:

”Sundhed er for alvor slået igennem i forhold til f.eks. fødevarer, tøj og sæbe, hvor forbrugerne anvender mærker til at sikre sig mod skadelige kemikalier i produkterne. Vi ser tidlige tegn på, at brugere også vil efterspørge mere sundhed i de bygninger de opholder sig i.”

Der bliver i disse år forsket en del i effekterne af skadelige kemikalier i forhold til indeklimaet. Derfor handler projektet også om at sætte mere af denne viden i spil. Ifølge MOEs koncernkompetencechef for Energidesign & Indeklima, Steffen E. Maagaard, kan man f.eks. hente inspiration fra det forskningsbaserede Realdania-projekt, Sunde Boliger, hvor ingeniørvirksomheden har været rådgiver:

”Resultaterne fra projektet har givet os et indgående kendskab til, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Det er noget af denne viden, som vi ønsker at bringe videre ind i fremtidens DGNB projekter.” 

For at indfri ambitionen har udviklingsprojektet også tilknyttet et Advisory Board, der bl.a. tæller læge, professor og indeklimaforsker Torben Sigsgaard, som også var konsulent på Sunde Boliger-projektet.

DGNB (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) er både betegnelsen for den internationale bæredygtighedscertificering og for den tyske nonprofit-organisation, der har udviklet certificeringen. Omkring 150 fageksperter fra virksomheder og offentlige institutioner har bidraget til udviklingen samt tilpasningen af den danske version af bæredygtighedscertificeringen DGNB. Det i dag muligt at certificere nybyggeri og omfattende renovering af kontorbygninger, hospitaler, etageejendomme & rækkehuse, undervisnings- og børneinstitutioner, eksisterende kontorbygninger og byområder. Hvis et projekt ikke falder under en af disse kategorier, kan det certificeres under FLEX-ordningen. Realdania har tidligere støttet udviklingen og indførelsen af DGNB systemet i Danmark. Green Building Council Denmark (DK-GBC) er en non-profit medlemsorganisation med 306 medlemmer (virksomheder og organisationer), der arbejder for at fremme bæredygtighed i bygninger og det bebyggede miljø i Danmark.