x

Der er grøde og forandring i Rønne by i disse år, og kommunalbestyrelsen ønsker at styrke Rønne som Bornholms hovedby. Men der mangler en strategisk udviklingsplan, som giver et visionært og helhedsorienteret bud på Rønnes udvikling. 

En samlet plan skal tage højde for f.eks. trafik, skoler, parker, pladser, boliger, havn, handel og tilgængelighed for handicappede. Planen skal også give bud på mulighederne for at finansiere eventuelle udviklingsprojekter samt danne basis for at opdatere plangrundlaget for Rønne by. En bevilling på 1 million kroner fra Realdania gør det nu muligt at få udarbejdet sådan en plan. 

”Rønne tilbyder mere i forhold til oplevelser, uddannelse og handel end de fleste andre danske byer af samme størrelse. Alligevel er særligt bymidten udfordret i disse år. Dels skal ejendomme, der tidligere har huset uddannelse, finde nye anvendelser, dels er detailhandelen under pres på grund af nye indkøbsvaner. Rønne har dog alle elementerne, der skal til for at være en god by til beboelse, besøg og handel. Vi ser derfor et stort potentiale i en samlet planlægning for udviklingen af Rønne by og bymidte,” siger Björn Emil Härtel Jensen, projektchef i Realdania.

Vejen til nyt liv i byen

Borgmester Winni Grosbøll siger:

”Bevillingen kommer på det helt rigtige tidspunkt for Rønne. Ambitionen med planen er at vise vejen til et nyt liv og nye aktiviteter i bymidten og de tilknyttede handelsgader. Den historiske bykerne skal bindes bedre sammen med Rønne Havn og det rekreative havneområde på Nørrekås. Det nye Campusområde og de omkringliggende idrætsområder skal forbindes bedre til bymidten. Planen skal også kigge på de mange store bygninger, der er –  eller bliver – ledige i 2018. Hvordan kan vi skabe nye aktiviteter i dem og dermed styrke kultur- og erhvervslivet i byen? Endelig vil vi gerne se på, hvordan nye bosætningsformer understøtter vores strategi om at blive flere bornholmere.”
 

Lokal inddragelse er et must

Borgere, foreninger, erhvervsliv og institutioner vil blive involveret i hele processen. Arbejdet med helhedsplanen går i gang i løbet af september.

”Vi har allerede haft et par borger- og inspirationsmøder med lokale interessenter om Rønnes udvikling, men alle idérige borgere med interesse for projektet vil blive involveret og inviteret til at deltage i arbejdet med udviklingsplanen. Det ligger også i opdraget til dem, der skal levere helhedsplanen, at borgere, foreninger, erhvervsliv, institutioner og andre relevante parter skal inddrages,” siger Bornholms borgmester, Winni Grosbøll.
 

Kontakt

Borgmester, Winni Grosbøll,
tlf. 30 18 19 79

Projektleder Bornholms regionskommune, Kristian Pihl, 
tlf. 30 18 23 57

Projektchef Realdania, Björn Emil Härtel Jensen,
bje@realdania.dk
tlf. 20 98 93 64

{{ title }}

{{ description }}