x

Realdania søger pilotkommuner til indeklima-projekt i folkeskoler

Pressemeddelelse 7. september 2018

Strategisk fokus på indeklima i skolernes renovering kan give klogere og sundere børn. Sammen med kommunerne vil foreningen Realdania derfor bidrage til at udvikle metoder til indeklimarenovering, som kan bruges på alle skoler. Kommuner fra hele landet opfordres til at indsende en ansøgning om at deltage som pilotkommune. Deadline for ansøgning er den 30.oktober 2018.

Efter en lang, varm sommerferie har skolerne igen åbnet dørene for eleverne. Desværre ofte til klasselokaler med dårligt indeklima. En undersøgelse fra DTU viser, at børn klarer sig 9 % dårligere i tests, hvis de opholder sig i klasselokaler med dårligt indeklima. Populært sagt, svarer det til, at elever med et godt indeklima kan være et år foran i pensum, når de når 9. klasse. 

Udfordringen med indeklimaet i skolerne er velkendt, og det skaber hovedbrud hos mange kommuner, hvor manglende økonomi og planlagte energirenoveringer ofte fremhæves som hovedårsagen til den manglende fokus på indeklimaet. Trods udfordringerne lykkes det imidlertid nogle kommuner at prioritere indeklimaet. Det er ofte de, der ser indeklimaet som et værdiskabende element og ikke blot en ekstra udgift. Det er den slags erfaringer, Realdania vil hjælpe frem i lyset. 

Kampagnen henvender sig til kommuner, der ønsker at udvikle en strategisk indeklimaplan, hvor de medtænker indeklimahensyn, når kommunens skoler skal renoveres, ombygges eller opgraderes. Realdania støtter udvikling af strategiplanerne og indsamler erfaringerne i samarbejde med kommunerne. Herefter evaluerer Realdania og et ekspertpanel de indkomne strategiske indeklimaplaner på tværs af de deltagende kommuner og udvikler en metodesamling, der kan udrulles på flere af eller alle landets kommuner.

Inden for kommunernes eksisterende økonomiske ramme

Indeklimaplanen skal anvendes til at skabe overblik over udfordringer med indeklimaet i kommunens skoler, samt pege på løsningsmodeller til at forbedre indeklimaet inden for kommunens økonomiske ramme.

Peter Pannula Toft, kontorchef i KL's kontor for Børn og Uddannelse, siger: "Indeklima har en dokumenteret effekt for børnenes læring og trivsel. Derfor er det naturligt, at kommuner arbejder strategisk med at udvikle planer for at skabe et gode indeklima i deres skoler. Indeklimaplaner kan være det helt rigtige, og det er godt med et projekt, som kan støtte kommunerne i det arbejde og udbrede erfaringer kommunerne imellem."

Projektleder Anne Gade Iversen fra Realdania siger: ”Vi ønsker en bedre forståelse for de beslutningsprocesser og virkemidler, man kan arbejde med i de forskellige kommuner i kampen for et bedre indeklima. Der er stor forskel på store og små, og mere eller mindre økonomisk velpolstrede kommuner, og det skal vi tage højde for i de metoder, vi ender ud med. I sidste ende er målet at give kommunerne nogle redskaber, så de kan skabe sig et overblik over, hvordan indeklimaet kan forbedres, uden at briste de i forvejen spændte budgetter.”

Ansøgning senest den 30. oktober

Kommunerne skal indsende deres ansøgning senest den 30.oktober. Af de indsendte ansøgninger udvælger Realdania mellem fem og syv pilotkommuner. Ansøgningen sendes til skolernesindeklima@realdania.dk.

Realdania støtter hver kommune med op til 750.000 kr., som skal gå til udvikling af den strategiske indeklimaplan. Derudover afsætter Realdania midler til en tværgående vurdering af de indkomne helhedsrenoveringsplaner og processer. For at deltage skal kommunerne forpligte sig på et timeforbrug svarende til Realdanias økonomiske bidrag.

  • Der er 1.276 folkeskoler i Danmark med omkring 550.000 elever og omkring 50.000 lærere.
  • I 91 % af klasseværelserne overstiger koncentrationen af CO2 på et eller andet tidspunkt i løbet af skoledagen den anbefalede øvre grænse på 1.000 ppm. (DTU, 2016)
  • Grænsen er i gennemsnit overskredet i 47 % af skoletiden i fyringssæsonen og 12 % uden for fyringssæsonen. (DTU, 2016)
  • Børn klarer sig 9 % dårligere i tests, hvis de opholder sig i klasselokaler med dårligt indeklima. Det svarer til, at elever med et godt indeklima kan være et år foran i pensum, når de når 9. klasse. (DTU, 2011)
  • Sammenlignet med Sverige og Norge har danske skoler langt de største indeklimaproblemer. Forklaringen skal formentligt først og fremmest findes i konstruktionsforskelle på skolerne. Og ikke mindst i at kun ca. 30 % af skolerne i Danmark har såkaldt balanceret ventilation, mens det gælder 86 % af skolerne i Sverige og 63 % af skolerne i Norge. (DTU, 2016)
     

Læs mere om Børns indeklima