x

Fire medlemmer valgt til Realdanias repræsentantskab

Pressemeddelelse 23. oktober 2018

Cirka 450 medlemmer og gæster fra Realdanias valggruppe Område 5, der omfatter kommunerne Fredericia, Hedensted, Horsens, Kolding og Vejle, deltog i går i Realdanias valgmøde i Vingsted hotel & konferencecenter i Bredsten ved Vejle. På valgmødet valgte medlemmerne fire medlemmer til Realdanias repræsentantskab.

Realdania holdt tirsdag den 23. oktober valgmøde i Bredsten, hvor der blev valgt medlemmer til foreningens repræsentantskab. Følgende fire medlemmer fra Realdanias geografiske valggruppe Område 5 blev valgt til repræsentantskabet for en fireårig periode: 

Lis Ravn Ebbesen, Kolding
Lotte Thøgersen, uddannelses- og forskningschef, Vejle Øst
Simon Kruse, elektriker, boligudlejer, Fredericia
Søren Brixen, adm. direktør, Bredsten

På valgmødet kunne medlemmer og gæster bl.a. høre bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack og adm. direktør Jesper Nygård fortælle om Realdania og om nogle af de 3.350 forskellige projekter, som foreningen har støttet med i alt 18,2 mia. kr. i løbet af de 18 år, den har eksisteret. Og en lang række af deltagerne benyttede lejligheden til at stille spørgsmål og komme med input til foreningens arbejde.

”Medlemsdemokratiet er centralt i Realdania og en del af det fundament, vi står på. Repræsentantskabet er den øverste myndighed, som både skal føre tilsyn med og inspirere Realdanias bestyrelse og direktion. Jeg glæder mig over det store fremmøde i går og ser meget frem til samarbejdet i repræsentantskabet med de valgte medlemmer,” siger bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack efter mødet.

Realdania er en forening med medlemsdemokrati, som arbejder filantropisk på basis af sin investeringsvirksomhed. Realdania har siden 2000 arbejdet for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø – forstået som de fysiske rammer for livet og hverdagen i Danmark. På 18 år har Realdania bidraget med 18,2 mia. kr. til mere end 3.350 store og små filantropiske projekter rundt om i hele Danmark. Alle, der enten selv ejer fast ejendom eller er udpeget af en juridisk person, f.eks. er repræsentant for en almen boligorganisation eller andelsforening, kan gratis blive medlem af Realdania. Foreningen har cirka 150.000 medlemmer.