x

Udstillinger går tæt på Utzon og Arup

Nyhed

25. oktober 2018

Jørn Utzon tegnede Sydney Operaen, men den ikoniske bygning var aldrig blevet bygget uden ingeniøren Ove Arup. Dansk Arkitektur Center præsenterer nu de to personligheder og deres unikke kunnen gennem to sideløbende udstillinger.

Opførelsen af Sydney Operaen illustrerer, at store bygningsværker bliver til i samarbejdet mellem arkitekter og ingeniører. Projektet tog 16 år at fuldføre og var fyldt med vanskeligheder. Taget udfordrer tyngdekraften, og opførelsen er en af de sværeste ingeniøropgaver nogensinde forsøgt. 

Ingeniøren Ove Arup og arkitekten Jørn Utzon var skelsættende på hver deres felt, og Dansk Arkitektur Center (DAC) hylder nu, med støtte fra Realdania, dem begge med to forskellige udstillinger.  

”Ove Arup og Jørn Utzon har begge efterladt et stort aftryk på verden og åbnet vores øjne for arkitektur og ingeniørkunst på nye måder. Deres smukke og unikke bygningsværker verden over er stadig en kæmpe inspirationskilde, og deres tilgang til arkitektur og design har for altid forandret feltet,” siger Tanya Lindkvist, programchef i DAC.

Om de to udstillinger 

Jørn Utzon ville være fyldt 100 år i april i år. Det markeres med udstillingen Jørn Utzon – Horisont, der viser, hvordan Utzons oplevelser med fremmede kulturer farvede hans syn på arkitektur og satte rammen for nogle af hans mest ikoniske bygninger. Han fandt inspiration i alt fra Mayaindianernes tempel-platforme, bøgeskoven, en grottehule, en ørkenby til drivende skyer på himlen. Indtrykkene omsatte han til en organisk arkitektur, som altid havde mennesket i centrum. Udstillingen har tidligere været vist i Utzon Center i Aalborg og er tilpasset til DAC. 

Ove Arup and the Philosophy of Total Design går helt tæt på Ove Arups banebrydende designfilosofi og nogle af de fantastiske konstruktioner, han står bag, som f.eks. Pompidou-centeret i Paris og Operahuset i Sydney. Udstillingen har tidligere været vist på Victoria and Albert Museum i London, men er tilpasset DAC. Udstillingen fortæller blandt andet historien om den globale ingeniør og -designvirksomhed ARUP, som siden starten i 1946 har været toneangivende i branchen, og hvordan Ove Arups visionære tilgang til ”total design” og ledelsesfilosofi stadig tegner virksomheden den dag i dag.

Ove Arup-udstillingen åbnede den 12. oktober og kan opleves frem til den 17. februar 2019, mens Utzon-udstillingen kan opleves fra den 7. november 2018 og frem til den 3. marts 2019. 

Begge udstillinger vises i Dansk Arkitektur Center i BLOX, Bryghuspladsen 10 i København. 
 

Kontakt

DAC, Presseansvarlig 
Rikke Brams 
30 47 30 19
rbr@dac.dk

 

 

{{ title }}

{{ description }}