Ny kampagne skal øge levetiden for de danske køkkener med bæredygtige løsninger
De danske køkkener har en gennemsnitlig levetid på lidt over 11 år, før de bliver skiftet ud med et nyt. Det viser en ny undersøgelse fra Videncentret Bolius, som nu står klar med viden og gode råd til, hvordan danskerne kan træffe flere bæredygtige valg i deres bolig – også når det gælder køkkenet.
Her svarer mere end halvdelen af de udspurgte, at de har skiftet køkkenet i deres nuværende bolig – hver femte fordi de var utilfredse med stilen eller køkkenets udseende. Rundspørgen viser også, at økonomi, manglende tid og udfordringer med at finde håndværkere ses som de største barrierer for at udskifte køkkenet. Det faktum, at det ikke er bæredygtigt at udskifte køkkenet, er kun en barriere for 6 procent af de adspurgte.
Men der er brug for, at flere danskere også tænker deres bolig ind i kampen for at nedsætte klimaaftrykket. Derfor har den filantropiske forening Realdania sammen med Videncentret Bolius søsat den fælles indsats ’Bo Bæredygtigt’, som over de kommende år skal få flere danskere til at tage de bæredygtige valg, når de bygger eller renoverer.
Stor mulighed for at forlænge køkkenets levetid
Et oplagt sted at starte er et af boligens helt centrale rum nemlig køkkenet, som ifølge den nye rundspørge udskiftes i gennemsnit hvert 11. år.Men der er masser af muligheder for at forlænge levetiden på de danske køkkener og dermed øge både den klimamæssige og økonomiske bæredygtighed på sin bolig ved at renovere og forbedre frem for at udskifte hele køkkenet.
”Et køkken bliver i snit udskiftet efter 11 år, men mange kan holde op til tre gange så lang tid. Og ofte kan mindre end et helt nyt køkken også gøre det. Du kan give dit køkken en opgradering ved at male lågerne, rykke rundt på skabselementerne, slibe bordpladen eller mange andre ting. Dermed forlænger du både levetiden på dit køkken og nedsætter dit CO2-aftryk. For det belaster miljøet, hver eneste gang et nyt køkken bliver produceret, og vi ved, at mange gerne vil bo bæredygtigt, men mangler viden om, hvad de kan gøre. Det vil vi gerne hjælpe med – også når det kommer til køkkener,” siger Kristine Virén, formidlingschef i Videncentret Bolius.
Kampagnen skydes i gang med en lang række guides til, hvordan man f.eks. kan give sit køkken en makeover frem for at rive det ned, inspiration til hvordan man kan skabe mere plads i sit nuværende køkken og videoguides til at skille et køkken ad med henblik på at sælge det videre eller bruge andre steder. Og man kan som køkkenejer også blive klogere på miljømærkninger, hvis man alligevel beslutter sig for at udskifte det gamle køkken med et nyt.
Viljen er der, men mange mangler viden om bæredygtighed
Heldigvis er mange danskere interesseret i at bo mere bæredygtigt. Det viser en undersøgelse, som Gallup har foretaget for Videncentret Bolius og Realdania.
Kun 4 procent af de godt 2.000 adspurgte svarer, at de ingen interesse har i at bo mere bæredygtigt, mens 44 procent i høj grad eller meget høj grad er interesseret. Til gengæld svarer 23 procent i undersøgelsen, at manglende viden er en af de største barrierer for at leve bæredygtigt i boligen.
”I vores hverdag er vi blevet meget mere bevidste om at træffe flere grønne og bæredygtige valg. Med indsatsen ’Bo Bæredygtigt’ vil vi gerne hjælpe flere danskere til også at se de bæredygtige muligheder, når det kommer til selve boligen og stille den viden til rådighed, som flere efterspørger. Både når vi laver små forbedringer, og når vi bygger nyt eller bygger om, er vores bolig – sammen med resten af det byggede miljø – en vigtig nøgle i klimakampen,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.
Se en guide med inspiration til, hvordan du kan give dit køkken et langt liv