x

Realiseringen af Køge Kyst tager stort skridt med indgåelse af ny aftale med NREP

Pressemeddelelse 21. juni 2021

Udviklingen af Køges centrale by- og havneområde, som Realdania By & Byg står bag sammen med Køge Kommune, tager endnu et stort skridt.

Et nyt grønt byområde centralt i Køge bliver til virkelighed i de kommende år, når det tredje og sidste delområde i Køge Kyst-projektet nu kan realiseres. Ejendomsselskabet NREP og Køge Kyst har nemlig indgået en aftale om udviklingen af den centralt beliggende Collstropgrund, som i fremtiden bliver bundet sammen med bymidten af Stationsbroen over Køge Station.

Livligt og udadvendt byområde

- Collstropgrunden bliver et livligt og udadvendt byområde, der tager godt imod byens borgere og tilrejsende gæster. Ligesom Stationsområdet på den anden side af banen bidrager det både med aktivitet fra butikker og erhverv – og med fine byrum og små grønne åndehuller midt i Køge, siger Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg, som er medejer af Køge Kyst. Han glæder sig over den nye aftale:
 
- Det er et vigtigt skridt for realiseringen af Køge Kyst projektet og et udtryk for projektets høje kvalitet, at vi kan tiltrække, så tunge og erfarne partnere som NREP. siger Peter Cederfeld.

Collstropgrunden skal anlægges i to planer, forbundet af en stor åben trappe. Her anlægges store dagligvarebutikker, busterminal og parkeringspladser på terræn og et bilfrit miljø på øverste plan med fx caféer, bager, fitnesscenter, padeltennisbaner og liberale erhverv. Samlet set skal NREP opføre ca. 15.000 kvadratmeter byggeri på grunden.

Grønt præg

Det nye kvarter får et tydeligt grønt præg, hvor hævningen af terrænet udnyttes til at skabe offentlige trappehaver og en frodig grøn skrænt langs Collstropgrundens afgrænsning mod den omgivende by.

Som hjemsted for en tidligere virksomhed, der lavede jernbanesveller, er Collstropgrunden forurenet, og her er der fundet en løsning på, hvordan man kan udvikle grunden med handel og byliv på en måde, hvor forureningen kan håndteres forsvarligt gennem en kombination af blandt andet afskærmning, rensning og ventilation.

Planerne for Collstropgrunden er nærmere beskrevet i et nyt prospekt, som 
NREP og Køge Kyst har udarbejdet sammen med tegnestuen WERK og trafikrådgiveren Viatrafik.

Parterne forventer, at byggeriet kan gå i gang i starten af 2022.


Hent prospektet for Collstropgrunden.

Hent supplerende planskitser for Collstropgrunden.

Læs mere i nyhed på Køge Kysts hjemmeside.