5 hurtige til Jørn Toftum

I Realdania arbejder vi fokuseret med indeklima som indsatsområde, og i den forbindelse producerer vi med jævne mellemrum et profilinterview med udvalgte fagpersoner, som brænder for indeklima og arbejder med det til dagligt. Denne gang er turen kommet til DTU og lektor Jørn Toftum:

Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund?

For evigheder siden blev jeg uddannet civilingeniør fra DTU med hovedvægten af studiet lagt på indeklima, termodynamik og bygningsenergi. Jeg fortsatte med et ph.d.-studium samme sted og har faktisk været ansat ved DTU gennem hele mit professionelle liv. Jeg har heldigvis været så privilegeret, at jeg har kunnet få inspiration udefra gennem flere udvekslingsophold, først og fremmest ved Center for the Built Environment, UC Berkeley, og selvfølgelig også fra de mange udenlandske forskere, der igennem årene har tilbragt kortere eller længere tid hos os. Jeg forsker og underviser fortsat i indeklima ved DTU og har stor glæde af at arbejde sammen med en masse dygtige studerende og kolleger, både ved DTU og inden- og udenlands.

Hvordan er du endt med at arbejde med indeklima?

Jeg tror, at jeg i løbet af studiet blev ret fascineret af, at det var muligt at bruge fysiske parametre til at regne på menneskers forventede oplevelse af indeklimaet og på den måde vurdere dets kvalitet. Så altså den eksperimentelt bestemte kobling mellem det fysiske indeklima og menneskers komfort og sundhed. Professor Ole Fanger var en karismatisk personlighed, der i sin undervisning introducerede mange af de modeller, der fortsat anvendes til at designe og vurdere indeklima. Samtidig omfatter indeklimaområdet så mange faglige discipliner, at der altid er mulighed for at lære nyt og blive klogere.

Hvad er det vigtigste, du har bidraget med inden for området indeklima?

Den er svær og måske egentlig noget en anden skulle besvare. Men når jeg kigger omkring i danske virksomheder, som er beskæftiget med indeklima, ser jeg efterhånden mange studerende, jeg har haft kontakt med enten i et kursus eller mens de har arbejdet med deres speciale. Det gør mig da glad at se, hvordan så mange har valgt en karriere indenfor indeklimaområdet og jeg tror, at det lover godt for fremtiden. Forskningsmæssigt har mit bidrag nok være ret kalejdoskopisk, men der er da nogle resultater, der træder lidt stærkere frem. Oprindeligt arbejdede jeg mest med termisk komfort og har været med til at foreslå, hvordan vores vurdering af indeklimaet afhænger af vores forventninger til en bygning. Derudover har jeg også været med til at beskrive, hvordan lufthastighed og –fugtighed påvirker vores komfortoplevelse. I de senere år har jeg deltaget i omfattende undersøgelser om indeklimaets påvirkning af børn i hjem, institution og skole, så umiddelbart er det nok resultaterne herfra, der fylder mest – særligt de seneste undersøgelser i skoler, hvor der er helt ekstraordinære udfordringer med indeklimaet.

Hvad anser du for at være den største udfordring i forhold til opnå et godt indeklima?

Måske nok at erkendelse tager tid og at vi altid kommer halsende tre skridt efter. Det gælder vores eksponering for kemi i bygninger, hvor nye stoffer introduceres i et hæsblæsende tempo, uden at vi har kendskab til, hvordan de påvirker mennesker. Fordi vi i dag har så tætte bygninger, betyder afgasning af kemi fra byggematerialer, inventar og aktiviteter meget for vores eksponering. Et andet eksempel er landets mange klasseværelser med en persontæthed lige til grænsen og mikroskopisk luftudskiftning. Det går både ud over børnenes trivsel og indlæring og koster samfundet dyrt. Endelig er vi kun lige begyndt at kratte i overfladen, når vi forsøger at forstå, hvordan menneskers adfærd påvirker bygningers indeklima og energiforbrug.

Hvilket projekt ville du igangsætte omkring indeklima, hvis alt var muligt?

Jeg synes, at de senere år har været præget af korte og skarpt optegnede projekter med stor fokus på afprøvning eller innovation. Det er praksisnære projekter, som er supergode for afhjælpning, udvikling og etablering af nye virksomheder, men de bidrager ikke meget til en dybere forståelse af, hvordan indeklimaets eksponeringer påvirker mennesker. Drømmescenariet er derfor et længerevarende rammeprojekt på måske op til 10 år, hvor løbende afprøvning af hypoteser bestemmer de næste skridt. Det er selvfølgelig risikofyldt, men hvis alt skulle være muligt…. Samtidig opstår der hele tiden fantastiske nye muligheder for at måle indeklimaets parametre i realtid, særligt indenfor indeluftens kemi og biologi, som jeg tror kan være med til at kaste lys over nogle af de dynamiske og komplekse sammenhænge, der er mellem bygning, ventilation og eksponering.