x

Indeklima og børn i daginstitutioner

Pressemeddelelse 24. juni 2015

Der er en direkte sammenhæng mellem indeklima og smitsomme sygdomme i børnehaver og vuggestuer, viser en undersøgelse støttet af Realdania. God ventilation og udluftning kan dog hurtigt gøre en forskel.

Det var projektets formål at undersøge sammenhængen mellem luftskifte og forekomst af smitsomme sygdomme blandt vuggestue- og børnehavebørn i danske daginstitutioner - om det betyder noget for antallet af sygedage, hvorvidt man lufter ud eller ikke gør det.

Der blev fundet en signifikant sammenhæng mellem luftskifte målt i vuggestuer og sygefravær blandt vuggestuebørn, hvilket ganske enkelt betyder, at børn i daginstitutioner med højere luftskifte har haft færre sygefraværsdage.

Undersøgelsen fandt også en signifikant sammenhæng mellem CO2-koncentrationer målt i både vuggestuer og børnehaver og sygefravær blandt børn i disse institutioner. Det betyder igen, at der var færre sygefraværsdage blandt børn i institutioner med lavere gennemsnit af CO2 -koncentrationer. Endvidere fandt man en tydelig sammenhæng mellem CO2 -koncentrationen og luftskiftet – altså at der var højere CO2 -koncentrationer i institutioner med lavere luftskifte.

Undersøgelsen konkluderer, at ventilation i daginstitutioner har stor betydning for smitsomme sygdomme hos småbørn.

Download et resumé af undersøgelsen her