x

Det Åndbare Hus kan give ny viden i kampen for et godt indeklima

Pressemeddelelse 26. oktober 2014

Energioptimering af byggeriet ligger højt på den samfundsmæssige dagsorden. Men er der risiko for, at vi isolerer så tæt, at det er svært at skabe velfungerende ventilation? Med et forsøgsbyggeri vil ejendomsudviklingsfirmaet Egen Vinding og Datter nu afsøge mulighederne for at bygge, så man både imødekommer moderne energikrav og sikrer, at huset kan ”ånde” ved naturlig ventilation. Projektet er støttet af MUDP i Miljøstyrelsen og Realdania.

Ventilationen i nye byggerier løses ofte med mekanisering og automatisering. Ejendomsudviklingsfirmaet Egen Vinding og Datter har dog valgt en anden strategi, når de bygger huse.

I en årrække har de således arbejdet med at skabe åndbare huse med såkaldt diffusionsåbne konstruktioner. Og det er blandt andet på den baggrund, at MUDP sammen med Realdania nu støtter opførelsen af et enfamiliehus, hvor Egen Vinding og Datter afprøver en række nye materialesammensætninger samt nye konstruktionsprincipper, der øger huset naturlige ventilation.

Et forsøg, der skal bidrage til bedre dokumentation

Byggeriet af Det Åndbare Hus skal ses som et forsøgsprojekt med vægt på at dokumentere effekten af at bygge enkle, åndbare konstruktioner, som alternativ til mere teknologiske løsninger. Der skal testes og måles på husets diffusion i forskellige konstruktioner, ligesom der skal måles på materialernes afgasning og påvirkning af indeklimaet ved forskellige former for ventilation.

Projektleder i Realdania Lene Wiell Nordberg fremhæver vigtigheden af at finde den rette balance mellem energioptimering og godt indeklima: ”Der er naturligvis ikke at tale om et enten-eller. Indeklima-problematikken er måske ubevidst blevet nedprioriteret de seneste år, fordi vi primært har fokuseret på energioptimering. Men med Det Åndbare Hus forventer vi at kunne bidrage til dokumentation af nogle mulige indeklimatiltag – som et vigtigt videngrundlag for fremtidige tiltag”.
 

Projektets forløb

Første spadestik til Det Åndbare Hus er planlagt til marts 2015, og indvielse af huset forventes at ske i august 2015. Derefter vil huset blive gennemtestet for at dokumentere afgasning, åndbarhed og indeklima. Det første år vil der blive lavet tekniske test, og dernæst vil en familie flytte ind i huset, og der vil blive målt på indeklima, fugt og afgasning, mens huset er i brug. I løbet af projektet vil der blive udarbejdet dokumentation på en række byggematerialer og konstruktioner, bl.a. vil der blive lavet livscyklusvurdering af en række materialer.

Årsagerne til et usundt indeklima er mange. Det kan opstå som følge af fejl og mangler i byggeriet eller forkerte valg i forhold til design, projektering, opførelse og drift. Men en af årsagerne kan også være den daglige bolighygiejniske adfærd i forhold til udluftning, rengøring og håndtering af potentielle forureningskilder. Det er ofte først, når vi får symptomer som følgevirkninger af et dårligt indeklima, at vi bliver bevidste om vigtigheden af det gode indeklima.  

Indeklimaet opstår i samspil mellem forskellige faktorer: luftkvalitet, dagslysforhold, støj, temperatur, fugt og statisk elektricitet. Det usunde indeklima udgør ofte et usynligt problem, hvorfor det er centralt at synliggøre problemet, inden det gør os syge. Der er brug for øget viden om, hvordan disse indeklimaets faktorer spiller sammen samt værktøjer og best practice-løsninger, der kan skabe øget opmærksomhed på vigtigheden heraf og løse problemer. Ikke mindst synes der at være behov for at bygge bro mellem forskningen på indeklimaområdet på den ene side og komponentproducenter og rådgivere på den anden side med henblik på at udnytte den eksisterende viden til udvikling og implementering af indeklimarigtige løsninger til gavn for alle.

Læs mere om ejendomsudviklingsfirmaet Egen Vinding og Datter på deres hjemmeside Realdania har som del af sit filantropiske program Innovation i byggeriet igangsat initiativet Et godt indeklima. Målet med initiativet er at opprioritere det gode indeklima på den samfundsmæssige dagsorden og udbrede kendskab til det gode indeklima for at understøtte livskvaliteten i det byggede miljø.

Aktiviteter inden for initiativet skal også bidrage til at etablere tværgående samarbejde mellem indeklimaets brugere, bygherrer, bygningsprofessionelle, byggevareproducenter, myndigheder og indeklima forskere for på den måde at skabe udvikling inden for feltet.

Læs mere om Realdania-initiativet Et godt indeklima på Realdanias hjemmeside

MUDP (Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram) støtter virksomheder og forsyninger økonomisk og med viden, så de kan udvikle og demonstrere mere miljø- og ressourceeffektive løsninger på vores fælles miljøudfordringer.


Udgangspunktet for arbejdet med det grønne byggeri er at styrke de danske kompetencer inden for grøn teknologi og økologisk byggeri med det formål, at vi i Danmark styrker det bæredygtige byggeri og skaber konkurrencedygtige løsninger og dermed arbejdspladser. Der er afsat 53 mio. kr. til dette over fire år.

Læs mere byggeri på ecoinnovation.dk