x

Digital Samtalesalon: Ingen løsninger uden fællesskab og samarbejde

Artikel 20. november 2020

Fællesskaber opstår, fordi vi har problemer, som vi bliver nødt til at løse sammen: I den anden af Realdania Debats tre digitale samtalesaloner var der fokus på fællesskaber i lyset af COVID-19.

"Fællesskaber er noget der opstår, fordi vi har nogle problemer, vi skal løse sammen!"

I den anden af Realdania Debats tre digitale samtalesaloner var der fokus på fællesskaber i lyset af COVID-19. Blandt paneldeltagerne Jacob Bundsgaard, borgmester og formand for Kommunernes Landsforening, forfatteren Tor Nørretranders og Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania var der bred enighed om, at stærke fællesskaber og succesfuld krisehåndtering er hinandens forudsætning. 

Og den kombination er vejen til en bæredygtig fremtid.   

”Fællesskaber er ikke noget der opstår, fordi vi bare har det fedt på alle områder: Fællesskaber er noget der opstår, fordi vi har nogle problemer, vi skal løse. Så går vi sammen med andre mennesker. Så er vi ’on a mission’ sammen”, pointerede Tor Nørretranders. 

Jacob Bundsgaard understregede også, at erfaringerne fra COVID-19 skal indgå i indsatserne for at skabe bæredygtige forandringer.  

”Der ikke noget alternativ til at forfølge en klimadagsorden. Der er heller ikke noget alternativ til at forfølge en dagsorden, hvor vi bliver dygtige til at sætte rammen og scenen for fællesskabet. Vi kan ikke løse de udfordringer, vi står med, hvis vi lukker øjne og holder vejret.”   

Realdanias filantropidirektør, Nina Kovsted Helk fremhævede at COVID-19 netop har fremtvunget et behov for at samarbejde og finde nye fællesskaber. 

”Vi er nødt til at se muligheden for at Build Back Better – over hele linjen, ikke kun i byggeriet – ellers fejler vi.” 

Se hele samtalesalonen ”Skaber COVID-19 behov for nye partnerskaber og fællesskaber?” 

Dette var den anden af Realdania Debats tre digitale samtalesaloner, hvor ordstyrer Tine Gøtzsche og en stribe stærke profiler vil undersøge, hvad COVID-19-krisen kommer til at betyde for ejendomsmarkedet, klimamålene og behovet for nye partnerskaber indenfor det byggede miljø.