x

6 medlemmer valgt til Realdanias repræsentantskab i Ringsted

Pressemeddelelse 27. november 2013

413 medlemmer og gæster fra Vest- og Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn deltog tirsdag den 26. november i Realdanias valgmøde i Ringsted. På valgmødet valgte medlemmerne 6 medlemmer til Realdanias repræsentantskab. Valget gælder for en fireårig periode.

Realdania holdt valgmøde i Ringsted Kongrescenter tirsdag den 26. november.

De 6 kandidater, der blev valgt til Realdanias repræsentantskab, er:

  • Anne Højer Petersen, museumsdirektør, Vordingborg
  • Helle Lundsgaard, direktør, Ringsted
  • John Sørensen, advokat, Maribo
  • Karsten Krüger, direktør, Jyderup
  • Per Roos, byrådsmedlem, Ringsted
  • Ulrik Theophil Jørgensen, godsejer, Søllested

På valgmødet fortalte bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack og adm. direktør Jesper Nygård om Realdania og om nogle af de over 2.405 forskellige projekter, som Realdania har støttet med i alt mere end 14 mia. kroner, siden Realdania begyndte sit filantropiske arbejde for 13 år siden.

”Medlemsdemokratiet er en vigtig del af Realdanias DNA, og repræsentantskabet er den øverste myndighed i Realdania. Gennem den demokratiske proces sikrer vi, at repræsentantskabet er en kvalificeret og kompetent forsamling, som kan overvåge og inspirere Realdanias bestyrelse og direktion. Derfor er jeg også glad for og stolt over det store fremmøde, som vi oplevede på valgmødet i Ringsted i går, og jeg ser frem til samarbejdet med de nyvalgte medlemmer af repræsentantskabet,” siger bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack.

Realdania er en forening med medlemsdemokrati, der arbejder filantropisk på basis af sin investeringsvirksomhed. Realdanias repræsentantskab har 109 medlemmer. De fører blandt andet tilsyn med, at bestyrelse og direktion yder deres bedste i realiseringen af Realdanias formål om at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø. Repræsentantskabet vælger bestyrelse, revision, godkender årsrapport og vedtægterne. Repræsentantskabets medlemmer formidler også viden om Realdania til deres egne netværk, videregiver deres private og professionelle erfaringer til Realdania og følger på forskellig vis med i, hvad der debatteres i det byggede miljø.