Nyt netværk for danske havnekommuner
15 kommuner er gået sammen i et havnenetværk med det formål at tilføre havneområderne ny identitet. I netværket skal de dele erfaringer og udvikle modeller for nye anvendelsesmuligheder i en række af de mindre og mellemstore danske havne. Fonden Realdania støtter netværket med en halv mio. kr.
Mange danske havne har enten helt eller delvist udspillet deres rolle som erhvervshavne. De gennemgår i disse år en udvikling, der skal give dem ny identitet, og 15 danske kommuner er gået sammen i et netværk, hvor de sætter fokus på fremtidens havneliv og sammenhængen mellem havnen og byen.
Netværket består i sit udgangspunkt af Assens, Dragør, Horsens og Svendborg, Frederikssund, Grenaa, Haderslev, Holbæk, Kalundborg, Kerteminde, Korsør, Nyborg, Nykøbing Falster, Ringkøbing, og Vejle kommuner. Men netværket er ikke en lukket kreds, og andre interesserede kommuner er velkomne i havnenetværket. De nuværende kommuner i netværket har valgt at drøfte forskellige emner som borgerinddragelse, partnerskaber og miljø.
Foruden erfaringsudveksling er det netværkets mål at udvikle modeller og koncepter for konkrete havneprojekter. Det vil blive gjort gennem møder og workshops, hvor også fagfolk og specialister vil blive inddraget. Som inspiration vil der blive lagt op til mindre studieture til andre havne herhjemme eller i udlandet. For at støtte udvekslingen af ideer og modeller er det planen at etablere en netportal, lige som man vil beskrive de fremkomne ideer og resultater i et katalog.
"Havnenetværket kan være med til at sikre en visionær udvikling af de danske havne. Udfordringerne i forhold til at udvikle nye anvendelsesmuligheder med respekt for de eksisterende kvaliteter i de gamle erhvervshavne er fælles for mange kommuner, og netværket giver dem mulighed for at kvalificere arbejdet med omdannelse af havne og havnenære arealer", siger direktør i Fonden Realdania, Hans Peter Svendler.
Yderligere oplysninger
Projektleder Kurt K. Christensen, sbs , 8232 2500
Direktør Hans Peter Svendler, Fonden Realdania, 7011 6666