x

Ny mulighed for webbaseret boligsøgning til mennesker med særlige behov

Pressemeddelelse 16. maj 2008

Fonden B-U-S (Bo- og Udviklingsselskabet for Borgere med særlige behov) udgav i august 2007 med støtte fra Realdania et bokatalog, der fokuserer på boformer og bosteder for mennesker med særlige behov. Nu er den trykte udgave af dette særlige bokatalog suppleret med en web-udgave, som boligsøgende kan anvende direkte på Fonden B-U-S hjemmeside.

Den trykte udgave af bokataloget har siden udgivelsen i august sidste år været et effektivt hjælpemiddel for mange forskellige grupper – både de mennesker med særlige behov, der direkte efterspørger en bolig, forskellige organisationer, offentlige forvaltninger og kommuner samt andre boligudbydere.
 
I bokataloget fremstår mange af boligudbyderne, uddannelsesstederne og de forskellige skoletyper også med et uddannelsesprogram, som ligeledes er et tilbud til de forskellige målgrupper – og bokataloget fungerer derfor samtidig også som et PR-vindue for disse steder.
 
Bokataloget bliver nu tilgængeligt som en egentlig webbaseret søgedatabase med det samme overordnede tema og med fokus på de samme målgrupper. Samtidig med lanceringen af den webbaserede udgave af bokalatoget, er der også udarbejdet en tilhørende hjemmeside, som informerer om aktuelle tilbud og muligheder for boligsøgende med særlige behov.
 
Web-versionen af bokataloget har en del flere søgemuligheder end den trykte udgave. Samtidig har web-versionen den fordel, at bokataloget altid vil være opdateret med den nyeste information. Via web er der adgang til at søge efter forskellige kriterier, f.eks. boligform, tilbud, adresser og aktivitetsmuligheder. På denne måde er der opnået særdeles mange og meget informative søgemuligheder for alle, der arbejder med at finde en bolig til målgruppen – samt for alle andre, der vil benytte web-versionen af bokataloget.
 
”For os i B-U-S og de organisationer vi dagligt samarbejder med gennem vort fælleskontor i Århus, er det meget vigtigt, at vi altid kan hjælpe og vejlede de mange målgrupper, der forventer vores hjælp og viden om boliger og det at bo. Bevillingen fra Realdania har været en meget stor hjælp. Den har givet os en ekstra mulighed for bredt at yde support om boliger, såvel gennem web-versionen som den supplerende hjemmeside, som vi håber også vil være til megen gavn og glæde”, siger Conrad Andreasen fra B-U-S.
 
Om den nye web-version af bokataloget siger Marianne Kofoed, projektleder i Realdania: ”Boligen er en vital del af alle menneskers tilværelse. Web-udgaven og videreførelsen af det trykte bokatalog giver endnu flere muligheder for de mange mennesker med særlige behov, der ønsker at finde den rigtige bolig. Ikke bare den enkelte bruger, men alle der arbejder med dette område, kan nu hurtigt og præcist være ajour med de rigtige botilbud og -muligheder.”.
 
Web-versionen af bokataloget er tilgængeligt for alle på www.b-u-s.dk
 
Den trykte udgave af bokataloget såvel som en CD-rom-version kan fortsat rekvireres i Fonden B-U-S sekretariat.

 

Yderligere oplysninger
Lena Donkjær Andreasen, B-U-S / Ligeværd, tlf. 86 20 85 70
Projektleder Marianne Kofoed, Realdania, tlf. 70 11 66 66