Fremtidens byer - Muligheder og udfordringer

26. september 2014

Realdania Bys adm. direktør Mette Lis Andersen bidrager med denne leder i indstikket ”Fremtidens bæredygtige by”, som er udkommet med Jyllands-Posten den 25. september 2014, og som indgår i kampagnen www.Fremtidens-By.com.

Urbanisering og klima sætter byerne under pres. Her er strategisk byledelse, nytænkning og nye måder at samarbejde på vejen frem mod bæredygtige byer.

Mennesker vandrer fra land til by, og i 2050 bor 9 ud af 10 danskere i byerne. Derfor er byerne under pres, og konkurrencen mellem byer bliver større og større – også internationalt. Samtidig mødes byerne af et tvingende behov for at skåne miljøet, spare på ressourcer og forberede sig på klimaforandringer.

Heldigvis er der både politisk, i erhvervslivet og blandt borgerne fokus på at ruste os til den nye globale virkelighed. Aldrig før har der været investeret så meget i grøn omstilling - og massive investeringer i klimatilpasning er på vej, hvor det handler om at bruge pengene klogt, så løsningerne også fremmer andre formål og er med til at skabe levende og attraktive byer for mennesker.

Urbaniseringen stiller de enkelte byer over for meget forskellige udfordringer afhængig af byens karakter, størrelse, beliggenhed og potentiale for vækst – eller for nogle byer mangel på samme. Det stiller krav til nytænkning, innovative løsninger – og holdbare langsigtede strategier lokalt, regionalt og internationalt.

Byerne er udfordret af behovet for stærke visioner og strategier for deres udvikling. Det gælder både de voksende byer og dem, der ikke lige ligger i vækstområderne. Her er der behov for strategisk byledelse, der tager afsæt i en nøje vurdering af den enkelte bys muligheder set i lyset af byernes samlede vilkår i en globaliseret verden. Det er en aktuel og meget spændende politisk og administrativ ledelsesopgave, der involverer mange aktører og nye måder at samarbejde på.

Når det lykkes byerne at opnå et tæt samarbejde på tværs af sektorer og brancher og i dialog med borgere og interessenter, kan værdien vise sig på mange planer: som ejerskab og engagement, nye idéer og løsninger, nye netværk - og måske øget investeringslyst. Og når byernes strategier er fleksible og giver rum til at eksperimentere, blive klogere undervejs og indrette sig efter den videre udvikling, skabes der god grobund for byernes videre udvikling.

Her er både erhverv, arbejdspladser, sundhed, social sammenhængskraft, miljø og ressourcer, byliv, trafik og meget mere i spil, og professionelle på tværs af faggrupper skal bidrage med løsninger på tværs af byudviklingens mange områder, og ny viden og teknologi skal udnyttes kreativt.

Udviklingen i en række igangværende projekter i Danmark - Fra Gade til By i Odense, FredericiaC, Køge Kyst, Ringkøbing K og NærHeden - sker med bud på konkrete løsninger på en række aktuelle bymæssige udfordringer og muligheder – løsninger, som andre har mulighed for at hente inspiration i.

Byerne bliver i stigende grad samfundets vækstmotorer, og når byerne er visionære og går foran, og virksomheder og civilsamfund tager aktivt del, kan vi ikke bare løfte de enkelte byer men hele samfundet – til glæde for nuværende og kommende generationer.

{{ title }}

{{ description }}