Nu får Køge sit nye handelskvarter

30. oktober 2014

Med Køge Byråds ja til genoptræningscenter og udvidelse af byens rådhus er vejen banet for, at byggeriet af butikker, genoptræningscenter og rådhusudvidelse kan gå i gang i Køges stationsområde.

I det tidlige forår 2015 stikker TK Development og Køge Kommune spaden i jorden til to markante ejendomme med butikker i stueetagen og offentlige funktioner på 1. og 2. sal. Den ene bygning kommer til at rumme Køge Kommunes nye, store genoptræningscenter og en parkeringskælder, mens den anden bygning er en udvidelse af Køge Rådhus med kontorer på de to øverste etager.  

Køge Kommune har netop haft byggeriet af genoptræningscenter og rådhusudvidelse i udbud, og efter endt udbud er Køge Kyst og TK Development nu klar til den første etape af byggeriet i Stationsområdet.

- Vi er rigtig glade for, at første etape i Køge Kysts stationsområde nu er faldet helt på plads – og vi glæder os meget til, at vi kan vise køgenserne det første spændende byggeri i byens nye handelskvarter, siger adm. direktør i TK Development - Frede Clausen.

Også Køges borgmester Flemming Christensen glæder sig:

- Vi får alt, hvad vi har ønsket os på den nye stationsplads – og lidt til! Bygningerne bliver den nye indgang til handelsbyen Køge, og de skal være med til at sikre, at Køge også fremover er byen, folk kører til, når de skal på indkøb, hvad enten det gælder tøj eller dagligvarer. Det vil skabe vækst og nye arbejdspladser til gavn for hele Køge Kommune, siger han.

Nye butikker
Det første byggeri i det nordlige Stationsområde kommer i stueplan til at rumme en Irma, en Fakta og to mindre butikker samt Køge Kommunes nye, store genoptræningscenter med tilhørende daghjem og aflastningspladser oven over butikkerne. Dette byggeri varer efter planen frem til marts 2017, hvor genoptræningscenteret tages i brug. Butikkerne vil åbne allerede i efteråret 2016.

Udvidelsen af Køge Rådhus indgår nu også i første etape, og også dette byggeri får butikker i stueetagen. Rådhusudvidelsen går efter planen i gang i maj 2015 og står færdig i september 2016. 

Stationstorv og gangbro over banen
Som led i første etape anlægger TK Development Stationstorvet, som bliver et nyt spændende byrum for fodgængere og cyklister, og i forbindelse hermed anlægger Køge Kyst perronbroen - en ny gangbro over jernbanen. 

Perronbroen er en af i alt fire nye forbindelser, der skal være med til at nedbryde den barriere, som jernbanen i mange år har udgjort midt i Køge, og en bred trappe fra Stationstorvet til den kommende perronbro er tænkt som et helt nyt mødested i byen.

- Vi går nu for alvor i gang med at realisere partnerskabets vision om et kvalitetspræget detailhandelsområde, der styrker Køge som attraktiv handelsby, og som spiller tæt sammen med den historiske bymidte. Det er rigtig godt for byudviklingen, siger Mette Lis Andersen, adm. direktør i Realdania By, der sammen med Køge Kommune står bag Køge Kyst.

Læs mere om genoptræningscenter og rådhusudvidelse i Køge Kommunes nyhed.

Rehabiliteringscenter, Køge
Genoptræningscenter, udefra

Rehabiliteringscenter, Køge
Genoptræningscenter, indefra

Rådhusudvidelse, facade
Rådhusudvidelse, facade

FAKTA – BYGGERI I STATIONSOMRÅDET, KØGE KYST

Det nu besluttede byggeri omfatter ca. 12.400 m2 svarende til næsten halvdelen af det samlede byggeri i købsaftalen mellem TK Development og Køge Kyst - eller ca. 20 % af hele Stationsområdet.

Byggefelt B9: 
Et bygningskompleks med en Irma, en Fakta og to mindre butikker i stueetagen, Køge Kommunes nye genoptræningscenter på 1. og 2. sal og en parkeringskælder med plads til 155 biler.

Bygherrer: TK Development og Køge Kommune

Tidsplan: Fra det tidlige forår 2015 til marts 2017, hvor genoptræningscenteret tages i brug. De første butikkerne vil åbne allerede i efteråret 2016.

Byggefelt B4-5:
Udvidelsen af Køge Rådhus indgår nu også i første etape, og også dette byggeri får butikker i stueetagen. Rådhusudvidelsen går efter planen i gang i maj 2015 og står færdigt i september 2016.

Bygherrer: TK Development og Køge Kommune

Tidsplan: Maj 2015 til september 2016

Infrastruktur og byrum:
Når byggeriet går i gang i det tidlige forår, vil Køge Kyst samtidig være færdig med flytningen af Ivar Huitfeldtsvej, som er en forudsætning for byggeriet i Stationsområdet – og som led i 1. etape anlægger TK Development den nye plads Stationstorvet, mens Køge Kyst anlægger en gangbro over jernbanen, fra Stationstorvet til Collstropgrunden.

Byggeri i Køge Kyst, som er omfattet af betingede købsaftaler
Den resterende del af TK Developments byggeri med butikker, boliger og erhverv – ca. 15.500 m2 

Arkitektgruppen: To boligkarréer på Søndre Havn – ca. 10.700 m2

Sophienberg Gruppen: en boligkarré på Søndre Havn – ca. 6.500 m2

I alt er ca. 45.000 m2 af Køge Kyst omfattet af købsaftaler med investorer, og hertil kommer Køge Kommunes besluttede byggeri af et kulturhus i Stationsområdet.

Hermed er ca. 15 % af det samlede byggeri i Køge Kyst omfattet af salg til investorer – og yderligere dialog med potentielle investorer er i gang.


{{ title }}

{{ description }}