Første spadestik taget til rådhusudvidelse i Køge

1. december 2015

Køge Kommune og TK Development tog mandag første spadestik til udvidelsen af Køge Rådhus, som skal gøre det nemmere og hurtigere for borgerne at møde Køge Kommune. Borgerbetjeningen kommer i centrum på rådhuset midt i Køge, hvor en ny tilbygning giver plads til at samle hele administrationen under samme tag. Rådhusudvidelsen får butikker i stueetagen og er blandt de første byggerier i byudviklingsprojektet Køge Kyst.

Køge Kommune og TK Development tog mandag den 30. november det første spadestik til et nyt byggeri, der skal gøre Køges karakteristiske rådhus til Fremtidens Rådhus med borgerne i centrum.     

Rådhuset udvides mod Køge Kysts Stationsområde med en tilbygning, der får butikker i stueetagen og kontorer ovenpå. I gadeplan får rådhuset sin nye hovedindgang, som fører besøgende direkte ind til en central borgerbetjening, hvor borgerne frem over skal møde kommunen og få den vejledning og hjælp, som de har brug for.  

Én indgang til Køge Kommune
Med rådhusudvidelsen får Køge Kommune nemlig plads til at samle hele sin administration under samme tag, og borgerne behøver således fremover kun at henvende sig ét sted.   

”Rådhusudvidelsen gør det nemmere at være borger i Køge, og vi glæder os til at komme i gang med byggeriet. I dag er en festdag, men vi ved også, at vi går en udfordrende tid i møde. Vi har valgt at bevare og udbygge rådhuset midt i Køge by med alle de fordele, det giver. Det betyder, at vi får en stor byggeplads midt i byen for en tid. Fra politisk hold har vi stillet skrappe krav til de entreprenører, der nu skal i gang med at sætte pæle, grave og støbe, for det er uendelig vigtigt, at vi passer godt på det gamle Køge, mens der bygges nyt”, siger Køges borgmester, Flemming Christensen 

Kvalitetsbyggeri med respekt for Køge
Køge Kommune bygger rådhusudvidelsen i samarbejde med TK Development, som i de kommende år opfører 34.500 m2 byggeri i Køges stationsområde med butikker, biograf, boliger, erhvervslokaler og offentlig service. Rådhusudvidelsen er det første byggeri i Køges nye handelsstrøg, Strædet, hvor rådhuset kommer til at forbinde det nye Køge med den historiske bymidte omkring Køge Torv.  

TK Developments direktør, Frede Clausen glæder sig til at se Strædet tage form:  

”Vi er stolte af at være med til at gøre Køges nye handelskvarter til virkelighed. Strædet bliver en væsentlig udbygning og styrkelse af handelslivet i Køge til glæde for borgerne, der får et bredere og bedre sortiment, når de handler i Køge. Vi bygger nyt med respekt for Køge. Det bliver kvalitetsbyggeri, som kommer til at hænge godt sammen med den gamle bymidte og handelslivet dér”, siger Frede Clausen, TK Development.   
Som perler på en snor

Køge Kommune og TK Development samarbejder også om byggeriet af kommunens nye genoptræningscenter, som placeres umiddelbart foran Køge Station. Entreprenørfirmaet GVL Entreprise står for begge byggerier, som indgår i byudviklingsprojektet Køge Kyst.  

”Rådhusbyggeriet er et led i en større udbygning af Køge bymidte. Nye forretninger og boliger, spændende byrum og kulturtilbud kommer til at ligge som perler på en snor ned igennem Stationsområdet. Med rådhusbyggeriet træder Køge Kyst ind i en ny fase, hvor den nye gågade, Strædet, bliver tydeligt markeret,” siger projektdirektør Jes Møller, Køge Kyst.  

Rådhusudvidelsen ventes at være klar til indflytning i starten af 2017. 
Køge Kyst udvikles over de næste tyve år i et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By og omfatter ud over Stationsområdet også Søndre Havn og Collstropgrunden.

Læs mere om Køge Kyst her
.

{{ title }}

{{ description }}