x

Et løft til Vordingborg midtby

Pressemeddelelse 19. februar 2009

Ejendomsselskabet Realea A/S køber Vordingborgs Gamle Råd-, Ting- og Arresthus beliggende Algade 97 på Slotstorvet i Vordingborg med overtagelse den 1. maj 2009.

Erhvervelsen sker som et led i det igangværende forløb med realiseringen af den helhedsplan for Vordingborg by, som en idekonkurrence udskrevet af Vordingborg kommune i 2008 vil munde ud i. Visionen er, at Slotstorvet bliver en markant plads, der både skaber liv og aktivitet og skaber en naturlig forbindelse mellem byen og borgen. 

"Det er i sig selv en rigtig fin gammel rådhusbygning, men det er klart, at fundamentet for Realeas engagement i Vordingborg Rådhus skal findes i det samlede projekt for revitaliseringen af Slotstorvet og lokaliteterne omkring det, hvor der vil blive skabt fysisk og funktionsmæssig sammenhæng mellem byen, borgen og Slotstorvet. Det er et utroligt spændende projekt, som vi er glade for at kunne bidrage til", udtaler adm. direktør i Realea, Peter Cederfeld.

Borgmester Henrik Holmer udtaler, at han er "meget tilfreds og glad for Realeas køb, der muliggør, at en af Vordingborgs fineste gamle fredede bygninger kan restaureres og nyindrettes".

Vordingborg Gamle Rådhus ligger centralt i byen ved Slotstorvet, hovedstrøget Algade og tæt på borgterrænet. Rådhuset er opført i 1843-45 efter tegning af kgl. bygningsinspektør Peter Kornerup. Arresten blev opført godt 50 år senere, i 1897.

Fremtidig anvendelse
Vordingborg Gamle Rådhus vil få en vigtig plads i udviklingen af bymidten. Det er hensigten, at bygningen fremadrettet skal indeholde en kombineret funktion med turistinformation, Danmarks Borgcenters butik samt dets  forskning og administration samt mulighed for Vordingborg Kommunes repræsentative arrangementer. Det sker for at sikre offentlig adgang til det historiske bygningsværk, der ventes at blive en meget besøgt lokalitet i byen.

Der forestår nu en gennemgribende restaurering af selve råd-, ting- og arresthuset, som forventes at få føjet en tilbygning til arresten, for at alle de ønskede funktioner kan rummes i huset. Kommunen bliver den fremtidige lejer og Danmarks Borgcenter vil blive bruger af en del af huset, når det er færdigrestaureret og nyindrettet i 2011.

For yderligere oplysninger kontakt:
Administrerende direktør Peter Cederfeld, Realea: Tlf.: 70 11 06 06 / pc@re.dk
Borgmester Henrik Holmer, Vordingborg Kommune, Tlf.: 51 51 08 96 / hho@vordingborg.dk

Fakta
I oktober 2008 afsluttede Vordingborg Kommune en idékonkurrence om en helhedsplan for Vordingborg bykerne og nærmeste omgivelser. Helhedsplanen for Vordingborg by skal sikre en større sammenhæng mellem og bedre udnyttelse af byens stærke historiske værdier, bevaringsværdige bygninger, grønne områder, landskabelige værdier og kulturtilbud. Byen er i dag præget af en noget rodet og planløs trafikstruktur og af manglende sammenkobling af bydele, for eksempel mellem centerområderne. Torve og pladser trænger til forskønnelse. Slotstorvet er et af nedslagspunkterne i helhedsplanen. Målet er her at skabe helhed og harmoni mellem Vordingborgs handelsstrøg Algade, den gamle Rådhusbygning med dets bagvedliggende (P-)arealer og det historiske borgterræn.

Læs mere om Kornerups rådhus i Vordingborg