x

Indvielse af Nørre Vosborg tiltrak 15.000 besøgende

Pressemeddelelse 7. april 2008

I weekenden den 4.-6. april lagde 15.000 nysgerrige danskere lagde vejen forbi Nørre Vosborg. Det skete for at markere afslutningen på Realeas restaurering og nyindretning af den vestjyske herregård.

Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og kulturminister Brian Mikkelsen var blandt de første gæster, der vandrede gennem Nørre Vosborgs markante porttårn for at opleve resultaterne af fire års gennemgribende restaurering, nyindretning og nybyggeri. I løbet af weekenden gjorde mange tusinde gæster prinsen og kulturministeren følge. De benyttede lejligheden til at kigge indenfor i det restaurerede borganlæg, den nybyggede hotelfløj og Nørre Vosborgs øvrige bygninger.

Herregården summede af liv. Der var blandt andet mulighed for at vandre gennem stuerne i herregårdshjemmet, nyde udsigten fra riddersalen og se den nye multisal. I den nordlige agerrumslade var det muligt at se to udstillinger om Nørre Vosborg.

Udstillingen "Nørre Vosborg: Restaurering & nyindretning" viser den besøgende, hvordan arbejdet med at restaurere Nørre Vosborg er forløbet. Den er blevet til i samarbejde mellem Realea, Arkitema og Erik Einar Holms Tegnestue. Fotograf Janne Klerk har stået for den anden udstilling, som gennem en række stemningsmættede billeder beskriver herregården før restaureringen. Begge udstillinger kan opleves på Nørre Vosborg frem til udgangen af august 2008.

Sent søndag eftermiddag forlod de sidste besøgende Herregården. Nørre Vosborg lå igen roligt hen. Men inden længe kommer der igen til at være gæster på Nørre Vosborg. Herregården skal i fremtiden danne rammerne for et kultur- og oplevelsescenter med hoteldrift og konferencefaciliteter.

Den 8. juni kan du opleve Nørre Vosborg med Realea Klubben
Se resultatet af fire års gennemgribende genopretning, restaurering og nyindretning af det historiske herregårdsanlæg. Mød projektleder og arkitekt Frants Frandsen, der har stået i spidsen for Realeas omfattende indsats på stedet, og hør ham fortælle om restaureringen, arbejdsprocessen og det færdige resultat. Bagefter er der mulighed for at komme med på en guidet rundvisning på Nørre Vosborg.