x

Ny bog bog om Meldahls Rådhus i Fredericia

Pressemeddelelse 6. juli 2011

Den 6. juli er en helt speciel dag i Fredericia. Det er dagen for mindet om Slaget ved Fredericia i krigen i 1848, og det var også på denne dag i 1860, at Fredericias borgere kunne indvi byens nye rådhus. Et imposant hus bygget i tidens stil, historicisme, af en af landets absolut førende arkitekter, Ferdinand Meldahl. Rådhuset lå, som det ligger i dag, trukket tilbage fra gadelinjen; et simpelt men effektivt træk fra Meldahls side, der åbner Vendersgade og danner et stort torv foran byens hus. I dag udkommer en bog om huset og dets betydning for byen.

Rådhuset er karakteristisk med sine tre gavle mod pladsen, hvoraf den midterste prydes af en balkon. Denne balkon er ikke blot et arkitektonisk pynteligt element men et resultat af politikeren og amtmanden Orla Lehmanns ønske om at tale til folket. Et massivt regnvejr på indvielsesdagen og efterfølgende fraflytning grundet anden beskæftigelse resulterede dog i, at Orla Lehmanns drøm aldrig gik i opfyldelse. Orla Lehmann nåede aldrig at tale fra balkonen, men det har ikke gjort intentionen med balkonen og pladsen til skamme. Hvert år den 6. juli lige siden har Fredericia fejret mindet om krigen, og Meldahls gamle Rådhus har været centrum for talerne. At det netop er onsdag den 6. juli, bogen udkommer, er derfor ikke tilfældigt.

Bogen giver et indblik i Realdania Bygs arbejde med at restaurere og genskabe huset efter mange års slid, ombygninger og tilpasninger, i arkitekturen og arkitekten Meldahl samt i de intentioner, der ligger bag rådhuset. Rådhuset blev en brik i en kulturpolitisk agenda, der netop er funderet i Fredericias særlige ånd og i forestillingen om og opbygningen af 'danskhed'.

Bogen er i helbind, 60 sider lang og rig på illustrationer. Teksbidrag af: Søren Mentz "Ånden fra Fredericia", Claus M. Schmidt "Det gamle Råd-, Ting- og Arresthus i Fredericia", Jørgen Ganshorn "Om restaureringen af Råd-, Ting- og Arresthuset i Fredericia" og Lars Vester Jakobsen "Den farvearkæologiske undersøgelse".

Den koster 149 kr. Bogen kan købes i landets boghandlere eller via Realdania Bygs hjemmeside.

Yderligere oplysninger
Projektleder Anne Dorthe Walther, Realdania Byg. Tlf: 29 69 52 62 / adw@rdbyg.dk