x

Pris til Tvedes Rådhus i Sorø

Pressemeddelelse 8. november 2012

"Kronen på værket, når det gælder restaurering og byfornyelse i Sorø midtby" således omtalte formanden for Sorø Bevaringsforening, historiker Helge Torm, Realdania Bygs arbejde med at give nyt liv til byens gamle historicistiske rådhus ved årets prisuddeling mandag den 5. november.

Priserne blev uddelt i byrådssalen på det gamle rådhus og tilfaldt tre projekter på Sorøegnen, som har udmærket sig. Netop det gamle rådhus står formanden, Helge Torms, hjerte særligt nær, da han selv har taget aktivt del i bestræbelserne på at få huset fredet.

Realdania Byg modtog prisen i form af et diplom samt en kobberplade til ophæng på rådhuset ledsaget af ordene "Restaureringen er udført på allerbedste vis med respekt for den historiske og fredede bygning. Så vidt muligt er alt det originale, der var tilbage i bygningen ved restaureringens begyndelse, blevet restaureret. Resultatet er overmåde tilfredsstillende for alle parter. Et væsentligt stykke kulturarv er blevet bevaret på fornemste vis."

Rådhuset er opført i 1880 af arkitekt Vilhelm Tvede. Realdania Byg købte huset 2010, og efter en gennemgribende restaurering blev det genåbnet i sommeren 2012. Det er i dag udlejet til Sorø Kommune, som bruger huset til turist- og erhvervsinformation, kulturelle og sociale initiativer, repræsentative formål som f.eks. byrådsmøder og vielser samt bibliotek i den gamle arrestbygning.

Læs mere om det prisbelønnede rådhus i Sorø