Realdania Byg køber Exners Hus

5. september 2013

Realdania Byg A/S køber Exners Hus, der er opført i 1963 af arkitektparret Inger og Johannes Exner selv. Huset regnes som et markant værk inden for dansk boligbyggeri, der bryder med den materialeholdning og detaljering, som kendetegner det traditionelle parcelhus. Købet sker for at sikre de umistelige arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, som det markante værk repræsenterer, for eftertiden

"Exners hus repræsenterede på opførelsestidspunktet en fortsættelse af den danske tradition for enfamiliehuset med kombinationen af typiske danske materialer og byggeskik, men huset markerer samtidig et konsekvent opgør med den materialeholdning og detaljering, som kendetegner det traditionelle parcelhus, og kom derfor til at danne skole for en type af parcelhuse, der dukker op i 1970'erne. Huse, der dyrker den samme konsekvente enkelthed. Vi er glade for, at vi nu får lejlighed til at sikre det for eftertiden," siger administrerende direktør i Realdania Byg, Peter Cederfeld.

Konsekvent enkelthed
Selv efter det moderne gennembrud vedblev enfamiliehusene i materialer og detaljer at efterligne velhavervillaerne fra starten af det 20. århundrede med præcise indfatninger omkring døre og vinduer, malede paneler langs gulvene og opholdsstuer som var finere udstyret end soveværelserne. Exners Hus på Højagervej 11 markerer et konsekvent brud med denne materialeholdning. Her er der i stedet udvalgt ganske få og ærlige materialer - tegl, natursten og træ - som benyttes konsekvent igennem hele huset og hvis detaljering og byggeteknik tager udgangspunkt i materialet selv.

Huset er 159 kvadratmeter stort og opført i tre plan, som følger grundens terræn. På ejendommen ligger en fredet jernaldergravhøj omkranset af store kandelaberlindetræer, med en spiralformet sti, der fører til højens top, hvor der er kig til Øresund. Det fortælles, at stien var Struense og Caroline Mathildes hemmelige mødested, da hoffet residerede på det nærliggende Hirschholm Slot. Haven har helt ekstraordinære kvaliteter, hvor gravhøjens halvkugle og teglstenshusets rektangulære form danner nogle overraskende rumligheder.

Husets fremtid
Efter Realdania Bygs overtagelse vil huset gennemgå en nænsom restaurering, der vil koncentrere sig om restaurering af overflader, etablering af dræn og fugtsikring af kældervægge samt etablering af nyt hegn og beplantning mod vejen.
Arbejderne forventes at være færdige inden udgangen af 2014, hvor huset kortvarigt vil blive åbnet for offentligheden.

Yderligere oplysninger
Administrerende direktør Peter Cederfeld, Realdania Byg: 3288 5270 / pc@rdbyg.dk

Læs mere og om Inger og Johannes Exners eget hus

{{ title }}

{{ description }}