x

Realea parat til nybyggeri i Ribe

Pressemeddelelse 3. juni 2008

Ejendomsselskabet Realea A/S har indgået aftale med Ribe Domsogns Menighedsråd om køb af Torvet 13 -15 i Ribe. Hensigten med købet er at opføre et nybyggeri til erstatning for Lindegården.

I 2000 brændte Lindegården ned til grunden og efterlod et hul i husrækken omkring Ribe Domkirke. Bygningen skal, foruden lokaler til menighedsrådet og provstiet, rumme Esbjerg Kommunes turistorganisation og -bureau.

Tage Rosenstand, formand for Ribe Domsogns Menighedsråd, glæder sig over, at Ribes borgere og byens mange turister med dette projekt vil kunne komme til at opleve en smuk ny bygning og en fuldendt plads omkring Domkirken. " Siden branden har der været gjort forsøg på at bygge nyt, uden at det er lykkedes. De historiske omgivelser stiller naturligvis meget store krav til både kvalitet og udformning".

"Vi håber meget at få lov at vise, at det lader sig gøre at skabe et fint byggeri, der passer ind i Ribes krævende, historiske bymidte", siger Peter Cederfeld, direktør for Realea A/S.

Før der kan bygges, skal der imidlertid foretages grundige arkæologiske undersøgelser på stedet. De vil blive udført af Kulturarvsstyrelsen henover sommeren 2008. Arkæologerne vil muligvis finde spor fra Ansgars første kirke i Danmark.

Ribes historie går helt tilbage til vikingetiden og byen er i dag Danmarks bedst bevarede middelalderby. Derfor nærer arkæologerne håb om at samle mængder af ny interessant viden - også selv om Ansgars kirke ikke findes i denne omgang.

Yderligere oplysninger

  • Tage Rosenstand, Tlf. 74343303
  • Peter Cederfeld, Tlf. 7011 0606

Fakta

Baggrund

Menighedsrådet har siden branden i 2000 i samarbejde med daværende Ribe Kommune arbejdet på en samlet plan for Domkirkens omgivelser og for en kommende bygning. Dette arbejde resulterede i 2002 i et "Byggeprogram," som i store træk beskrev de historiske forudsætninger for pladsen og principper for en ændret udformning.

Ribe Domsogns Menighedsråd og Ribes Domprovsti har henvendt sig til Realea A/S, som er et datterselskab af Realdania, om nyopførelse af en bygning på Torvet 13 og 15. Parallelt hermed er der det sidste års tid fra Esbjerg Kommunes side arbejdet på at omforme pladsen omkring Domkirken. Esbjerg Kommune har indgået et partnerskab med Realdania om gennemførelse af en revitalisering af pladsen. Der er i april måned givet tilsagn fra Realdania. Læs pressemeddelelsen her 

Torvet i Ribe omslutter Ribe Domkirke. Adskillige af Torvets huse er fredede, og Domkirken er et nationalt klenodie og vartegn med stærk symbolsk betydning. Såvel beliggenheden som kulturmiljøet er således følsomt og stiller høje krav til kvalitet, indlevelsesevne og mod ved nybyggeri.

Målet med nybyggeriet er at udfylde hullet i ringen af huse omkring Ribe Domkirke, så det sikres, at miljøet omkring Ribe Domkirke fuldendes på harmonisk vis. Desuden skal projektet demonstrere muligheden for og gevinsten ved at arbejde på en nutidig måde i særligt følsomme sammenhænge - uden at miste de store eksisterende værdier.

Ejendommene

Torvet 13 og 15 ejes i dag af Ribe Domkirke. Det samlede grundareal er 619 m2, der fordeler sig med: Torvet 13 (brandtomt) - 433 m2 og Torvet 15 - 186 m2.

Torvet 13 er brandtomten efter Lindegården, der opførtes i 1850, men brændte i 2000. Denne del af grunden kan bebygges med ca. 1.000 etagemeter. Skriftlige kilder tyder på, at man her vil kunne finde resterne af Ribes ældste træbyggede domkirke, som daterer sig tilbage til ca. 1080 -1130. Dette har selvsagt stor arkæologisk interesse.

Torvet 15 er en mindre bygning fra omkring 1900, som er erklæret bevaringsværdig, men ikke fredet. Torvet 15, der er bygget sammen med den fredede, tilbageværende del af Processionsgangen, ejes ligeledes af Ribe Domkirke. Processionsgangen er opført i 1300-tallet som et trelænget anlæg, oprindeligt direkte sammenbygget med Domkirken. Det er muligt at nedrive bygningen for at sikre bedre fremtidige anvendelsesmuligheder. Et sådant skridt skal dog afklares i det videre forløb efter drøftelser med den til opgaven valgte arkitekt.

Ribe Domsogns Menighedsråd benytter i dag Torvet 15 og den resterende del af Processionsgangen som personale- og mødelokaler samt til konfirmandundervisning. Menighedsrådet har siden branden i 2000 været interesseret i et nybyggeri, som kan løse kirkens lokalebehov. Et projekt var udarbejdet i 2005, men blev grundet henvendelsen til Realea i 2006 ikke realiseret.

Projektet

Med forbehold for resultaterne af de arkæologiske undersøgelser tænkes projektet at omfatte et nybyggeri på ca. 1200-1300 etagemeter. Dette skal indeholde publikumsorienterede aktiviteter i form af turistinformation og historieformidling i tilknytning til Esbjerg Kommunes Turistorganisation samt dække Menighedsrådets og Provstiets lokalebehov. Desuden agtes indrettet en større mødesal.

Den kommende bygning vil blive ejet af ejendomsselskabet Realea A/S og udlejet til Esbjerg Kommune og Menighedsrådet.

Der må forventes en byggeperiode fra projektstart til færdiggørelse på omkring 5 år.

Målet er et unikt, nutidigt byggeri, som i materialevalg, udformning og detaljering vil honorere de særlige udfordringer, som placeringen i Ribes historiske bymidte og naboskabet til Ribe Domkirke stiller.