TV2Fyn Følger Restaureringen af Odense Adelige Jomfrukloster
Fra de indledende undersøgelser, til valget af håndværkere; fra de første arkæologiske udgravninger til genopbygningen af vægge, tag og gulve; fra konservatorernes afdækninger af fortidens spor til indretningen af et topmoderne universitets- og forskningsmiljø
Gennem en række udsendelser fører TV2 Fyn seerne ind i
restaureringen af et af Odenses ældste huse, hvor fortiden ligger
lag på lag og vidner om over 500 års bygningshistorie.
Følg udsendelserne og hør om, hvordan en gammel brønd under
krydshvælvingerne i kælderen både fører til stor glæde og viden,
men samtidig afføder helt nye udfordringer og problematikker for
dem, der skal forvandle kælderen til en behagelig kantine for de
kommende lejere, Syddansk Universitet.
Oplev processen, hvor håndværkerne dykker ned i historien og med
traditioner og gode materialer redder den gamle bindingsværkbygning
fra at styrte sammen.
Og se når konservatorerne minutiøst afdækker op til 16 lag tapet
og bemalinger uden på hinanden og dermed efterlader arkitekt og
projektleder i Realdania Byg, Frants Frandsen, med det uundgåelige
spørgsmål: hvad skal bringes op til overfladen og præge husets
daglige udtryk, og hvad skal igen gemmes væk i mørket?
Serien udgør fire afsnit, der er blevet vist i efteråret 2010 og foråret 2011. Flere afsnit vil løbende komme til, og alle bliver lagt op på Realdania Bygs hjemmeside, hvor man også kan læse mere om Odense Adelige Jomfrukloster.