x

Utraditionelt partnerskab skal formidle grønlandsk verdens- og kulturarv

Pressemeddelelse 8. marts 2013

Øget vækst og turisme er nøgleordene i et samarbejde mellem Qaasuitsup Kommune, World of Greenland og Realdania Byg, hvor to huse opført i 1700tallet i den lille bygd Ilimanaq i det vestlige Grønland skal restaureres og nyindrettes for at bevare og aktivere områdets kulturarv

I den grønlandske bygd Ilimanaq skal Realdania Byg nu restaurere og nyindrette to historiske huse opført i 1751-1770. Ilimanaq var i begyndelsen af 1700tallet hvalfangersted. I dag ernærer bygdens cirka 60 beboere sig ved fiskeri og jagt samt turisme. Med sin beliggenhed ved indsejlingen til Illulissat Isfjord, som er på UNESCOs verdensarvsliste, indgår bygd og huse i et enestående grønlandsk natur- og kulturmiljø.

De historiske huse er bygningskultur og skal i fremtiden anvendes til at formidle områdets natur- og kulturhistorie. Samtidig vil World of Greenland, som er et samarbejde mellem Air Greenland og Topas Travel, opføre 15 nye hytter til overnattende gæster i Ilimanaq, og Qaasuitup Kommune laver markante forbedringer af bygdens infrastruktur med etablering af kloaker, bedre anløbsforhold til bygdens havn og øget tilgængelighed mellem havn og bygd.

"Det er vores ambition, at projektet skal skabe udvikling og indtægter til lokalsamfundet på en måde, der sikrer en økonomisk og social bæredygtig udvikling med respekt for Grønlands kulturarv. Samtidig håber vi, at erfaringerne fra partnerskabet kan inspirere til det fremtidige arbejde med at bevare, anvende og udvikle grønlandsk kulturarv", siger Peter Cederfeld, administrerende direktør i Realdania Byg.

Kulturarv og turisme

Projektet og partnerskabet bliver til i en tid med stigende interesse for turisme i Grønland samtidigt med, at der er stor fokus på udvinding af landets ressourcer i undergrunden.

"Grønland befinder sig i en brydningstid, og det er nu vi skal tænke på, hvordan man fremtidssikrer og formidler vores kulturarv. Ellers risikerer vi, at den forsvinder", udtaler borgmester i Qaasuitup Kommune, Jess Svane (S). 

De 15 hytter som World of Greenland opfører i bygden supplerer og understøtter arbejdet med de historiske huse og bygdens infrastruktur og er med til at skabe grundlag for en fremtidig økonomisk bæredygtig drift med turisme og arbejdspladser som omdrejningspunkt.

"I World Of Greenland arbejder vi allerede med bæredygtighed - både socialt, økonomisk og miljømæssigt. Vi glæder os derfor over at være en del af projektet, der også betyder, at vi kan tilbyde endnu flere natur- og kulturoplevelser i denne del af Grønland, som er en af verdens smukkeste egne", udtaler direktør i World Of Greenland, Ulf Klüppel.

Projektet lanceres ved et borgermøde i forsamlingshuset i Ilimanaq den 8. marts kl. 15.00.

Herefter skal man i gang med arbejdet med at restaurere og nyindrette de to historiske huse. Det bliver grønlandske og danske arkitekter, som i fællesskab skal arbejde på opgaven med restaurering og nyindretning. Qaasuitsup Kommune igangsætter samtidigt arbejdet med at etablere fælles kloakering, bedre tilgængelighed i området og forbedrede anløbsfaciliteter ved havnen.
 
Det forventes, at de historiske huse står klar i foråret 2015, hvor også de første 8 af 15 World of Greenland hytter står færdige.

Læs mere om projektet og se fotos

Yderligere oplysninger
Administrerende direktør Peter Cederfeld, Realdania Byg: (+45) 7011 0606
Projektleder Frants Frandsen, Realdania Byg: (+45) 3288 5273
Direktør Ulf Klüppel, World Of Greenland: (+299) 94 43 00
Borgmester Jess Svane, Qaasuitsup Kommune: (+299) 94 78 00