Vi lukker øjnene, når vi skal sove, men vi kan ikke lukke for hørelsen, og derfor kan støj have konsekvenser for helbredet. Støj er nemlig blandt de indeklimaparametre, der har stor indflydelse på vores komfort og sundhed - og dermed vores livskvalitet.
Mange beboere i etageboliger er generet af både trafikstøj og støj fra naboer, og det er ikke så underligt. Over halvdelen af etageboligerne i Danmark stammer fra en tid, hvor der ikke var krav til lydisolation. Det første landsdækkende bygningsreglement med lydkrav kom i 1961, og ud af Danmarks ca. 1 mio. etageboliger, er 600.000 af dem fra før den tid.
Støj påvirker din sundhed
Trafikstøjens negative påvirkning af helbredet er veldokumenteret og kan beviseligt være årsag til forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdomme. Nye studier viser blandt andet, at risikoen for at få en blodprop i hjertet stiger med 6-8 %, hvis trafikstøjen ved hjemmet stiger med 10 dB. Til gengæld er sammenhængen mellem trafikstøj og forhøjet blodtryk knap så entydig.
Desuden har Kræftens Bekæmpelse undersøgt, om støj kan give kræft, og det er der meget, der tyder på. I en undersøgelse af 30.000 kvinder, der har passeret overgangsalderen, har forskerne fundet ud af, at trafikstøj øger risikoen for ikke-østrogen-følsom brystkræft. Risikoen stiger med 30 % for hver 10 dB, trafikstøjen stiger i nærheden af ens hjem. Årsagen er ifølge forskerne, at støjen forstyrrer nattesøvnen.
"En mulig forklaring er, at korttidssøvn kan føre til længere tids udsættelse for lys, hvilket igen kan føre til lavere mængder af stofskiftehormonet melatonin. Og melatonin har en række vigtige egenskaber, der modvirker kræft, blandt andet i forhold til immunforsvaret og reparation af DNA-skader", siger seniorforsker Mette Sørensen fra Kræftens Bekæmpelse.
Trafikstøjens betydning for helbredet er dermed uomtvisteligt, hvorimod helbredseffekterne af støj fra andre kilder desværre er underbelyst.
Trinlyd og luftlyd
Så hvad kan man gøre for at indrette sig mod støj? Først skal man gøre sig klart, hvilken slags støj, man har med at gøre.
Lyd transmitteres gennem bygningsdele, men også gennem utætheder, og man skelner mellem trinlyd og luftlyd. Luftlyd opstår, når lyd sætter luften i svingninger – fx er trafikstøj luftlyd. Derimod opstår trinlyd, når nogen færdes på gulve eller trapper.
"Vil man forbedre lydisolationen, handler det om at undgå utætheder og vælge lyddæmpende materialer. I facader er vinduerne som regel et godt sted at starte. En lydrude kan ofte dæmpe generne fra trafikstøj. I ældre boliger kan trinlydniveauet være meget højt, og her bør gulvkonstruktionens trinlyddæmpning forbedres", forklarer seniorforsker Birgit Rasmussen.