x

Projektleder til udvikling af nye medlemsfordele

Vil du være med til at drive udviklingen og udførslen af nye medlemsfordele og medlemsaktiviteter til Realdanias omkring 170.000 medlemmer?

Realdania er en filantropisk forening  med omkring 170.000 medlemmer. Alle, der ejer fast ejendom, kan blive medlem, og det koster ikke noget at være med.

De seneste år har vi i Realdania i stigende grad gjort en indsats for at øge kendskabet til foreningen, rekrutteret nye medlemmer og arbejdet med at give medlemmerne relevante informationer og oplevelser med relation til Realdanias filantropiske virke. Medlemstallet er støt stigende, og andelen af medlemmer, der ønsker at interagere med Realdania i form af at modtage nyhedsbreve, deltage i arrangementer, deltage i valgmøder m.m. er ligeledes stigende. 

Det er Realdanias ambition og strategiske mål, at denne udvikling skal fortsætte, og at vi bliver endnu mere fokuserede på at tilpasse medlemsfordele til medlemmernes individuelle behov og interesser. Endvidere skal der udvikles nye typer af fordele. 

Jobbet 

Som projektleder bliver det din primære opgave rolle at drive udviklingen af nye medlemsfordele og sikre, at relevante interne grupper bliver inddraget i processen. Du vil desuden skulle tage del i udførslen af  medlemsaktiviteter – fysiske som digitale. 

Du har fokus på flere og mere engagerede medlemmer, der kan betjenes med relevante medlemsfordele, effektive processer, høj kvalitet og på baggrund af data og indsigt.  

Du refererer til medlemschefen og får i Medlemsteamet 6 kolleger – hertil 2 studentermedhjælpere – der alle arbejder med at give medlemmerne den bedst mulige oplevelse med Realdania og indsigt i Realdanias arbejde. 

Du vil få en ret bred samarbejdsflade i Realdania organisationen.  

Opgaverne vil bl.a. være at

  • projektlede den fortsatte udvikling af nye medlemsfordele     
  • levere analysearbejde på både strategisk, taktisk og operationelt niveau 
  • deltage i planlægningen og afviklingen af medlemsarrangementer – digitale og fysiske
  • medvirke i udarbejdelse af indstillinger og rapporteringer til Realdanias topledelse
  • deltage i øvrige udviklingsprojekter, der er forankret i Medlemsteamet
  • indgå i Medlemsteamets øvrige driftsopgaver efter behov. 

Din profil

Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse. Du har minimum 5 års relevant erfaring med tilsvarende ansvarsområde – gerne fra en medlemsorganisation, men det kunne også være fra en kommerciel virksomhed eller interesseorganisation, hvor du har været med til at styre og udvikle værditilbuddet til medlemmer, kunder eller interessenter.

Vi forventer os, at du

  • har en analytisk og databaseret tilgang til medlemshåndtering 
  • kan tage styring, ansvar og være tydelig  
  • har erfaring med udvikling af medlemsfordele – herunder planlægning af events
  • er vant til at tale til større forsamlinger fx som vært på møder og arrangementer
  • er ansvarsbevidst og helhedsorienteret – med sans for detaljen
  • løser opgaver selvstændigt
  • kan arbejde struktureret og strategisk med en lang planlægningshorisont.

Vi vægter også, at du

  • er initiativrig, opsøgende
  • er god til at skabe relationer, har gode samarbejdsevner og kan arbejde på tværs i organisationen via et godt internt netværk
  • har gode formuleringsevner og politisk tæft
  • følger med i samfundsdebatten og er nytænkende og opdateret på en bred vifte af emner som fx bæredygtighed
  • er interesseret i de nyeste trends inden for oplevelsesøkonomi og medlemshåndtering
  • har en interesse for Realdanias arbejdsområde – det byggede miljø.

Vi tilbyder

Vi er en arbejdsplads, der er præget af faglighed, kvalitet og af hjælpsomhed og gode kolleger. Vi har et aktivt miljø både fagligt og socialt, og vi har gode rammer om vores arbejde med en meget aktiv personaleforening, forsikringer, god frokost m.m.

Yderligere information
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Christian Bonde fra KAR+CO på telefon 4027 5900.

Ansøgning og ansøgningsfrist
Vi skal modtage din ansøgning senest 10. maj 2021. Upload din ansøgning til KAR+CO ved at klikke på ’Søg stilling’.

Søg stillingen

Har du problemer med at uploade din ansøgning, er du velkommen til at kontakte KAR+CO.