x

Lindrende arkitektur  

Med begrebet ’Lindrende arkitektur’ sætter projektet fokus på arkitekturens indflydelse og sammenspil med den lindrende indsats for mennesker ramt af livstruende sygdom, deres pårørende og personalet i de forskellige enheder.

Vi støttede projektet, som blev drevet af PAVI – Videncenter for Rehabilitering og Palliation under Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet – i samarbejde med Signal Arkitekter. Målet var at indsamle, udvikle og formidle viden om arkitekturens lindrende effekt og rådgive om, hvordan viden kan omsættes til praksis. Indsamlingen foregik bl.a. via litteraturstudier, interviews med fagpersoner samt observationsstudier af de eksisterende rammer om mennesker ramt af livstruende sygdom. Den nye viden er blevet samlet på arkitektur-lindring.dk
Med udgangspunkt i den indsamlede viden rådgiver PAVI nu om arkitektur og lindring i forbindelse med nybyg, ombyg og renovering af bl.a. hospicer, plejehjem og hospitaler.

Designprincipper

På hjemmesiden arkitektur-lindring.dk findes bl.a. designprincipperne for lindrende arkitektur. De er udviklet som et konkret redskab for både rådgivere og bygherrer og kan bruges ved nybyggeri, ombygninger og renoveringer af bygninger til mennesker ramt af livstruende sygdom.

Designprincipperne består af fem principper; Lys-Lyd-Luft-Temperatur, Natur, Privatliv – Relationer, Stemning og Funktionalitet. Under hvert princip beskrives den faglige viden samt muligheder for at bruge designprincipperne i praksis. Designprincipperne understøttes af idékataloget, som indeholder en række eksempler på arkitektur, der illustrerer designprincipperne.

 

Formidling

Formidlingen af viden er en stor del af projektet og sker primært på vidensplatformen Arkitektur & Lindring, men også igennem arrangementer, hvor fagprofessionelle, der beskæftiger sig med feltet, har mulighed for at opdatere sig med den nyeste viden og skabe netværk med andre, der har relation til feltet.

Vidensplatformen Arkitektur & Lindring

LinkedIn-gruppen Arkitektur & Lindring er desuden oprettet som en åben netværksgruppe, der giver medlemmerne relevante nyheder og mulighed for at danne og fastholde netværk mellem andre fagprofessionelle inden for feltet.

LinkedIn-gruppen for Arkitektur & Lindring

Filmen nedenfor, som PAVI har skabt i samarbejde med Within Walls, formidler på en alternativ måde viden om arkitekturens betydning for patienter, pårørende og personale.

Udgangspunkt i Det Gode Hospice

Projektet er funderet i det tidligere projekt Det Gode Hospice, som blev igangsat i 2005 af Realdania i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Hospice Forum Danmark med henblik på at sætte fokus på arkitekturens rolle i den palliative indsats.

Det Gode Hospice

Hensigten var at sætte et udviklingsprojekt i gang, som skulle undersøge og vise, hvordan arkitekturen og de fysiske rammer kunne spille sammen med hospicefilosofien og dermed understøtte den menneskelige omsorg og palliative indsats i en svær tid.

Siden lanceringen i 2005 er der udviklet et modelprogram, der fungerer som værktøj ved udformningen af nye hospicer. Der er med afsæt i modelprogrammet bygget fire nye hospicer, som fungerer som demonstrationsprojekter for Det Gode Hospice. De fire hospicer er: Hospice Djursland i Rønde, Svanevig Hospice i Bandholm på Lolland, Hospicegården Filadelfia i Dianalund på Vestsjælland og Hospice Søndergård i Måløv nordvest for København. Programmet er beskrevet i en rapport, der er udkommet i en oprindelig version i 2006 og i en revideret version i 2009: ”Program for Det Gode Hospice i Danmark. En skitse til hospice som en del af den palliative indsats.”