x

Vision

Vi ønsker at skabe en ny dagsorden for byggeriets udvikling, hvor ny viden bliver tilført, som kan medvirke til en stærkere brugerorientering og øget fokus på bygningers hele livcyklus, når vi planlægger, opfører og forvalter byggeri. 

Projektbeskrivelse 

Facilities Management handler om, hvordan man kan udforme, drive og udvikle bygninger og infrastruktur, så de til stadighed er tilpasset de brugsmæssige behov. Med "Center for Facilities Management" er der således lagt vægt på at belyse sammenhænge mellem fysiske rammer og sociale aktiviteter. Hidtil i Danmark er der kun i begrænset omfang gennemført forskning med fokus på bygningsdrift og Facilities Management. Dette sammen med en støt stigende interesse fra virksomhedernes side og en ny orientering af Facilities Management-arbejdsfeltet er baggrunden for, at forskningscentret er blevet oprettet.

Centeret består af et netværk af forskere fra forskellige danske og internationale forskningsinstitutioner, men med et ledelsesmæssigt og administrativt centrum på DTU - Danmarks Tekniske Universitet. Her bliver der lagt vægt på et tæt samarbejde med virksomheder og erhvervsorganisationer inden for området, ligesom formidling til praksis og studerende har høj prioritet. Dermed har den grundlæggende forskningsprofil en anvendelsesorientering, hvor forskningen gennemføres i tæt samarbejde med praksis ved erhvervs PhD'er.

Center for Facilities Management er dels et netværk af forskere fra forskellige danske og internationale forskningsinstitutioner, dels et netværk med praktikere og videnspersoner inden for fagområdet. CFM har et løbende samarbejde med Dansk Facilities Management netværk (DFM), men samarbejder også med Bygherreforeningen i Danmark og DI Service. Af danske forskningsinstitutioner indgår Roskilde Universitet, Statens byggeforskningsinstitut/Aalborg Universitet og Syddansk Universitet i netværket.