x

Egebjerg Mølle bliver nyt formidlingscenter

Pressemeddelelse 15. november 2010

Egebjerg Mølle får nu nyt liv. Egebjerg Mølle og det tværkommunale Naturturisme I/S laver et formidlingscenter i møllen. Formidlingscentret skal fortælle den gode historie om Sydfyns smukke natur og kulturlandskab. Med en afgørende støtte på 1,1 mio. kr. fra Realdania kan projektet nu igangsættes.

Egebjerg Mølle ligger som et flot vartegn med en spektakulær udsigt over Sydfyn og hele Øhavet. Et område som rummer en meget særlig natur og kulturhistorie, men som det i dag er svært for både lokale og gæster at få fortalt. Der mangler steder, hvor denne historie fortælles.

Dette giver tilsammen et godt udgangspunkt for at skabe nyt liv i møllen.

Formidlingscentret vil give de besøgende viden om naturen og landskabet, og samtidig give inspiration til at søge konkrete oplevelser – både i området omkring møllen og på det øvrige Sydfyn. På denne måde bliver centeret et springbræt til flere oplevelser.

Formidlingscentret skal også tiltrække skoler og børnefamilier. Centeret vil give dem konkrete aktivitetsforslag og diverse udstyr til at gå på opdagelse, hvor de gennem leg og læring skal få en større viden om området.

Endelig inviteres lokale foreninger og organisationer til at bruge møllen som samlingssted og afsæt for egne aktiviteter, eksempelvis kunstudstillinger, møder, udflugter ud i området o. lign.

Som led i projektet åbnes alle etager i møllen for offentligheden. Også de øverste tre etager der i dag er lukket. Med en ny hat på møllen vil det blive muligt at nyde udsigten fra toppen af møllen.

Egebjerg Møllelaugs formand Per Mahler Jensen er glad for, at der kommer gang i projektet. ”Møllen trænger til en kærlig hånd, og vi kan efter en lang usikker periode endelig komme i gang. Nu starter detailplanlægningen, og så må vi håbe, at foråret kommer tidligt næste år,” siger Per Mahler Jensen, med henvisning til den udvendige istandsættelse af møllen, som er som er tiltrængt og afhængig af et godt og stabilt forårsvejr.

”Sydfyn og Øhavets natur og kulturhistorie er på mange måder enestående, og det nye formidlingscenter bliver nu en oplagt mulighed til at fortælle historien om de mange oplevelser, der ligger og venter derude. Vi vil gerne have lokalbefolkningen og turister til at forstå og opleve det landskab, de bor og færdes i, ” siger Flemming Madsen, Næstformand i Naturturisme I/S og Udvalgsformand i Svendborg kommune, og påpeger, at erfaringerne fra dette projekt forhåbentlig vil sprede sig rundt om Øhavet.

Realdania har støttet projektet med 1,1 mio. kr. ”De danske møller er en del af vores kulturarv. Dette projekt viser hvordan en mølle kan anvendes til et helt nyt formål, samtidig med at den bevares som et markant vartegn i landskabet. Det kan forhåbentlig inspirere andre og sikre, at flere møller bevares som væsentlige kulturelementer i vores landskab,” siger Christian Andersen, projektleder i Realdania.