x

Rytmisk musik i den gamle godsterminal

Den gamle godsterminal har siden 2001 dannet ramme om primært rytmisk musik, men også teater og foredrag. Bag organisationen er der en stærk frivillig forening: Rock’In House. Dog gjorde godsterminalens utidssvarende faciliteter det daglige arbejde besværligt for de mange frivillige. Derfor opstod idéen om, at sporene på den gamle godsbaneperron kunne bruges til at afhjælpe problemet. 

Gamle godsvogne med ny funktion 

Som en løsning af udfordringen købte foreningen Rock’In House i 2013 tre togvogne og parkerede dem på sporet udenfor. Nu er vognene - en tidligere postsorteringsvogn og to kreaturvogne - blevet indrettet til backstage-faciliteter og depotrum. For at holde den rå stil på godsbanen blev en lokalkendt graffitikunster inviteret til at udsmykke vognene udvendigt.

Et kreativt og urbant miljø

For koncertgæster såvel som de mange rejsende til og fra Kolding Banegård står Godset i dag som et sammenhængende, kreativt og urbant miljø. Og projektet skaber dermed balance mellem den gamle godsterminals historiske brug og den brug, bygningerne har i dag. Udover de autentiske backstage-rammer har projektet også betydet bedre arbejdsforhold for ildsjælene - bl.a. er én af godsvognene blevet depotrum, så slæbearbejdet er blevet mindre. Resultatet er, at de nye backstage-faciliteter - sammen med det store frivillige engagement - er med til at profilere spillestedet og tiltrække endnu flere gode kulturoplevelser til Kolding.