x

Tag ud i sommerlandet og oplev ni fantastiske haver

Pressemeddelelse 30. juni 2010

Gennem de seneste fire år har Realdania gennemført kampagnen Historiske Haver. Ni herregårdshaver rundt om i landet er blevet restaureret, videreudviklet og ført ind i fremtiden. Alle haverne er nu åbne for publikum, der vil kunne nyde de nyrestaurerede historiske haver, som udgør en del af Danmarks fælles kulturarv.

Antallet af bevaringsværdige historiske haver med intakte arkitektoniske, kunstneriske og kulturhistoriske værdier i Danmark er lille, og deres fremtidige overlevelse er alvorligt truet – primært på grund af store driftsudgifter.

Hovedindholdet i Realdanias kampagne for de historiske haver har derfor været at gennemføre og formidle en række demonstrationsprojekter, der kan anvise metoder for bevaring, udvikling og fornyelse af historiske haver i fremtiden

Ni historiske herregårdshaver har deltaget i kampagnen som demonstrationshaver: Bregentved, Clausholm, Engelsholm, Holstenhuus, Knuthenborg, Løvenborg, Sanderumgaard, Søholt og Tirsbæk.

De ni haver har været forskellige af alder, størrelse og stilperiode, og med vidt forskellige udfordringer.

Men fælles for dem alle er, at der nu for hver have er skabt overblik over de bærende bevaringsværdier i form af helhedsplaner – såkaldte ”hundredårsplaner” – og der er skabt bæredygtige forhold for den fremtidige drift gennem de detailprojekter, der er gennemført som led i kampagnen. De kulturhistoriske værdier er således sikret for fremtiden.

Landskabsarkitekterne, entreprenørerne og anlægsgartnerne har nu lagt sidste hånd på de mange omfattende restaureringsarbejder og plejeplaner. Og alle de ni historiske haver er åbnet for publikum, der vil kunne nyde den oplevelse og historie, de restaurerede haver kan byde på.

”Med kampagnen har vi afsøgt nye veje for bevaring og anvist målrettede metoder til pleje og drift”, siger projektleder Christian Andersen, Realdania. ”Vi er glade for at have bidraget til at sikre en række udvalgte haver, men formålet med kampagnen har ikke mindst været, at andre haveejere skal kunne drage nytte af erfaringerne. Vi håber, at mange vil lægge vejen forbi de nyistandsatte herregårdshaver og opleve denne fantastiske del af vores fælles kulturarv”

Til efteråret udgiver Realdania en publikation, hvor erfaringerne fra kampagnen og demonstrationsprojekterne i de ni haver videreformidles.

FAKTA

De ni historiske herregårdshaver

Bregentved
Haven på Bregentved er åben for offentligheden onsdag, lørdag, søn- og helligdage fra kl. 9 til solnedgang, dog senest kl. 18. Adgangen er gratis, og færden er kun tilladt på de anlagte stier. Adresse: P-plads ved Moltkesvej 71, 4690 Haslev

Clausholm
Haven på Clausholm er åben for offentligheden alle dage i maj til september kl. 11-16. Adgang sker mod entré. Adresse: Clausholmvej 316, 8370 Hadsten

Engelsholm
Haven på Engelsholm er åben for offentligheden alle dage og hele året. Adgangen er gratis. Benyt venligst P-plads ved slotsalléen. Adresse: Engelsholmvej 6, Bredsten

Holstenshuus
Haven på Holstenshuus er åben for offentligheden kl. 8 til solnedgang, dog ikke senere end kl. 18, fra 10. april til 30. september. Adgangen er gratis for enkeltpersoner og grupper op til 15 personer. Grupper på mere end 15 personer samt busselskaber har kun adgang mod forudgående aftale og betaling. Adresse: Slotsalléen 9, 5600 Fåborg.

Knuthenborg
Haven på Knuthenborg er åben alle dage fra april til oktober. Adgangen sker mod entré. Adresse: Knuthenborg Allé, 4930 Maribo.

Løvenborg
Haven på Løvenborg er åben for offentligheden kl. 8- 17 lørdag, søndag og mandag fra april til september. Haven kan være lukket i forbindelse med særlige arrangementer.  Adgangen for enkeltpersoner er gratis. Adresse: P-plads ved Løvenborg Allé 32, 4420 Regstrup.

Sanderumgaard
Haven på Sanderumgaard er åben for uledsagede enkeltpersoner kl.11-17 fra 1. maj til 30. september. Adgang sker mod entré. Der arrangeres guidede ture ved henvendelse til Susanne Vind. Adresse: Sanderumgaardvej 150, 5220 Odense SØ.

Søholt
Barokhaven på Søholt er åben for offentligheden alle dage fra kl. 8-16, mens der ikke er offentlig adgang til den landskabelige del af haven. Adgangen sker mod entré. Adresse: Søholtvej 42, 4930 Maribo.

Tirsbæk
Haven på Tirsbæk er åben for offentligheden kl. 10-16 fra 1. april og indtil 30. september på følgende dage: Mandag, tirsdag, lørdag og søndag. Adgang sker mod entré.

Om kampagnen Historiske haver

Realdania har med kampagnen sat fokus på bevaring, udvikling og fornyelse af historiske haver – specifikt i form af herregårdshaver, som udgør en overvejende del af de samlede havekunstneriske kulturværdier i Danmark, og som i særlig grad er truet af store drifts- og plejeudgifter.

Kampagnen har fokuseret på bevaring og udvikling af værdifulde landskabelige kulturværdier ved at:

  • Synliggøre muligheder for at bringe de historiske haver ind i fremtiden ved at afsøge nye veje for restaurering, fornyelse samt målrettet pleje og drift
  • Skabe debat om metoder til bevaring af historiske haver, der både respekterer kulturværdierne og er bæredygtige i forhold til ejernes ressourcer
  • Skabe offentlig interesse for kulturværdierne i de historiske haver

Realdania har afsat kr. 65 mio. kr. til gennemførelse af kampagnen.

Konkret er blevet gennemført ni demonstrationsprojekter, hvor Realdania har finansieret op til100 % af anlægsudgifterne mod en kontraktlig forpligtigelse for haveejerne om mønsterværdig pleje af haverne i en periode på minimum 15 år. Desuden forpligtiges ejerne til at åbne haverne for offentligheden.

Her findes detaljerede oplysninger om de ni haver, helhedsplaner, kort og billeder. Desuden findes kontaktoplysninger på de enkelte haver og deres tilknyttede havearkitekt.