Når lysten driver værket – byggeriets ildsjæle
Rundt om i Danmark arbejder frivillige ildsjæle med istandsættelse, genanvendelse og udvikling af bygninger og kulturmiljøer. I nogle projekter er ildsjælenes mål at renovere en bygning af lokal og kulturhistorisk værdi, i andre projekter er bygningen ramme om en social eller kulturel aktivitet. I alle tilfælde skaber ildsjælene nyt liv i bygningerne og livskvalitet i lokalsamfundet. Realdania sætter med et nyt initiativ fokus på byggeriets ildsjæle.
Ildsjælenes projekter spænder lige fra økologi i storbyen til genanvendelse af landejendomme. Fælles for projekterne er, at samspillet mellem bygninger og mennesker skaber nye muligheder – og i nogle tilfælde også nye indtjeningsmuligheder. Ildsjæle løfter en vigtig opgave, ikke bare lokalt, men for hele samfundet.
Realdania har i gennem årene støttet en lang række projekter drevet af ildsjæle. For at udbrede kendskabet til og anerkendelsen af ildsjælenes engagement og betydning i lokalområderne, sætter Realdania nu fokus på ildsjælenes indsats. Det sker i bogen Når lysten driver værket – byggeriets ildsjæle, der udkommer i forbindelse med konferencen Slip ildsjælene løs! den 1. juni 2010.
"Med dette projekt vil vi gerne fremhæve den store betydning, lokale ildsjæle har for bygninger og mennesker. Deres projekter er jo kendetegnede ved, at de værdier, der skabes, langt overstiger de midler og det arbejde, der lægges i dem," siger Christian Andersen, projektleder i Realdania.
Bogen og konferencen sætter fokus på ildsjælenes store potentialer og skildrer en række vellykkede ildsjælsprojekter fra hele landet. Fælles for projekterne er, at lokale frivillige i samarbejde med kommuner, myndigheder eller lokalt erhvervsliv skaber unikke rammer for f.eks. kunsthåndværk, kultur, udstillingsvirksomhed, ny turisme, fysiske aktiviteter eller socialt samvær.
Bogen og konferencen henvender sig til kommuner, turist- og erhvervsorganisationer og foreninger – og naturligvis til alle ildsjæle. Konferencen Slip ildsjælene løs! afholdes den 1. juni 2010 i Kulturmaskinen i Odense. Information om og tilmelding til konferencen kan ske på www.bygningsarv.dk