x

Opfindsomheden sprudler blandt landets mange ildsjæle - 32 projekter får støtte i Realdanias ildsjælekampagne

Pressemeddelelse 7. marts 2012

Nye mødesteder på landet, urbane haver, revitalisering af historiske bygninger og rammer for foreningsaktiviteter i hele Danmark. Sammen med et bedømmelsesudvalg har Realdania nu gennemgået de i alt 247 ansøgninger fra ildsjæle, som har søgt om støtte til at gøre deres idéer til virkelighed i forbindelse med Realdanias treårige kampagne for ildsjæle i det byggede miljø. 32 projekter er nu udvalgt og vil samlet modtage 12 mio. kr. til realisering.

Opfindsomheden sprudler blandt landets mange ildsjæle. Det fremgår af de mange projektidéer, som ildsjæle fra hele Danmark har sendt ind i forbindelse med første ansøgningsrunde i Realdanias treårige kampagne for ildsjæle. Frem mod 2014 sætter kampagnen ekstraordinært fokus på de mange frivillige kræfter, der brænder for  at udvikle bygninger, byrum og kulturmiljøer.

Med bistand fra et fagligt bedømmelsesudvalg har Realdania nu gennemgået de mange ansøgninger. Konkurrencen var hård, og det var ikke let at vælge mellem de mange gode projektidéer. Men nu er valget faldet på 32 projekter, der vil modtage støtte gennem kampagnens første ansøgningsrunde. Der er i udvælgelsen blevet lagt vægt på at støtte originale idéer, der bygger på frivillighed og udføres til gavn for de lokalmiljøer de er en del af, for andre borgere og selvfølgelig for ildsjælene selv.

"Det har været utrolig glædeligt at se, hvordan ildsjælene med kreativitet, initiativrigdom og engagement udvikler vidt forskellige idéer, der på hver deres måde forbedrer det byggede miljø og bidrager til at styrke livskvaliteten lokalt. De  valgte projekter er alle rigtig gode eksempler på hvad der sker, når ildsjælene i det byggede miljø tager fat – og nu glæder vi os til at se projekterne udvikle sig og blive til virkelighed," siger kampagnens projektleder Christian Andersen, Realdania.  

Ansøgningsrunden er den første af tre i Realdanias ildsjælekampagne, som blev sat i værk i 2011 og løber til og med sommeren 2014. Næste ansøgningsrunde lanceres til efteråret  2012.

FAKTA

Se de 32 projekter, der modtager støtte, på byggerietildsjaele.dk/projekter

Om kampagnen

Ildsjælekampagnen bygger videre på analysen 'Når lysten driver værket - byggeriets ildsjæle' fra 2010. Realdania har afsat i alt 30 mio. kr. til at støtte ildsjæleprojekter og skabe formidling og netværksaktiviteter over hele landet i perioden 2011-2014. Dansk Bygningsarv er sekretariat for kampagnen.

Ildsjæle er i denne forbindelse mennesker, der arbejder begejstret for en sag - oftest ulønnet og på frivillig basis. Kampagnen yder både konkret økonomisk støtte og skaber et mødested, hvor ildsjæle, foreninger og kommuner kan øge deres viden, udveksle erfaringer og styrke deres kompetencer, så der i fremtiden udvikles flere bæredygtige ildsjælsprojekter.

Kampagnen har følgende aktiviteter:

  • Netværk:  Hjemmesiden www.byggerietsildsjaele.dk med bl.a. 'ildsjælebørsen' og Facebook-gruppen ’Slip ildsjælene løs’, hvor ildsjæle og deres samarbejdspartnere kan gå i dialog og følge med i kampagnens udvikling. 
  • Inspirationsmøder: Der er afholdt inspirationsmøder i fem kommuner i løbet af efteråret 2011. I forbindelse med lancering af næste ansøgningsrunde afholdes endnu mindst et inspirationsmøde. 
  • Tre ansøgningsrunder, hvor ildsjæle der arbejder med at forbedre det byggede miljø, kan søge om støtte til deres projekter. Første runde – som nu er afgjort - havde deadline den 30. januar 2012.

Læs mere på www.byggerietsildsjaele.dk