Nu skal københavnerne gå på vandet

8. december 2016

Heimdalsgade på Nørrebro i København bliver den første strækning, hvor en ny vandhåndterende fortovsflise skal testes. Klimaflisen er udviklet til fremtidens fortove og byrum og skal håndtere effekterne af klimaforandringerne og samtidig skabe nye oplevelser i byen. Klimaflisen er udviklet som en del af Realdanias kampagne Klimaspring, der støtter udvikling af nye klimatilpasningsteknologier.

På en lille strækning af Københavns mere end 700 kilometer fortove, skal fortovene nu bruges til andet end blot at gå på. De skal nemlig aktiveres i klimatilpasningen og bruges til at opsamle og håndtere de stigende mængder regnvand – og dermed afhjælpe problemer med oversvømmelser i byerne.

Klimaflisen er et modulopbygget system, som gør det muligt for vandet at løbe ned i et integreret og underjordisk vandhåndteringssystem. Fortovet bevarer fortsat sin grundlæggende funktion, men giver samtidig mulighed for at tilføre byen en række nye kvaliteter og funktioner, da vandhåndteringssystemet kan kobles med en række byrumelementer, fx beplantning, vand- og legeredskaber, der kan motivere til bevægelse, leg og ophold i byen og give et levende og naturrigt byrum.

Grå byrum bliver grønne og blå
Klimaflisen er udtænkt af TREDJE NATUR i samarbejde med IBF og ACO Nordic, som en ny innovativ klimatilpasningsløsning målrettet de tætte byer. Løsningen udnytter klimaudfordringerne positivt som drivkraft i udviklingen af mere robuste, oplevelsesrige og bæredygtige byer.

”Vi ønsker at vise verden, at klimasikring ikke ’bare’ er skjult teknik under jorden, men også en mulighed for at forbedre vores hverdagsrum og give byens borgere større livskvalitet. Klimaflisen er en samlet løsning, der både kan afhjælpe problemerne med regnvand, der ikke kan komme væk i byrummet og samtidig skabe mere bynatur i vores grå gader”, siger Jeppe Ecklon, projektleder, TREDJE NATUR.

Udvælgelsen af teststrækningen er foretaget i tæt samarbejde med Københavns Kommune og bliver på Heimdalsgade nr. 22-24 på Nørrebro. En vejstrækning, der i dag er en halvtrist parkeringsgade, og hvor der er stort potentiale for at teste Klimaflisen både teknisk og oplevelsesmæssigt.

”Vi er rigtig glade for, at teststrækningen er landet lige netop på vores vej. Vi har selv leget med tanken om mulighed for beplantning og mere aktivitet foran vores café, som kan være med til at give et aktivt gaderum med mulighed for ophold og oplevelser”, siger Kim Tach, medejer af caféen Heimdalsgade 22.

Teststrækningen forventes anlagt i foråret 2017 og vil løbe frem til 2018 med det formål at teste og videreudvikle Klimaflisen i forhold til funktion, drift og design. Teknisk set giver Klimaflisen mulighed for afkoble 30% af nedbøren, så man ikke overbelaster byernes eksisterende infrastruktur. Samtidig reduceres behovet for rensning af regnvandet.

Fra produktudvikling til markedsmodning
Anlæggelsen af teststrækningen og den fortsatte udvikling af Klimaflisen er muliggjort af en bevilling på 1,1 millioner kroner fra Markedsmodningsfonden. Forud herfor har Klimaflisen været igennem et treårigt produktudviklingsforløb under Realdanias ”Klimaspring” kampagne, der har til formål at understøtte udviklingen af løsninger til håndtering af regnvand i tætte, eksisterende byområder.

”Vi er glade for, at Klimaflisen er kommet til den vigtige milepæl, som teststrækningen er, og at Markedsmodningsfonden har set potentiale i at medfinansiere den sidste, men afgørende markedsmodning af løsningen. Med kilometervis af fortove i selv den mindste og tætteste by har Klimaflisen et stort potentiale både herhjemme og internationalt”, siger Pelle Lind Bournonville, Projektchef, Realdania.   

Forventningen er, at Klimaflisen kan introduceres på markedet i slutningen af 2018.  

Fakta:

  • Klimaflisen er udviklet af TREDJE NATUR, ACO Nordic og IBF. Derudover har Kollision, Orbicon og Teknologisk Institut medvirket i udviklingsprojektet.

  • Klimaflisen fik i foråret 2014 bevilget støtte fra kampagnen Klimaspring under Realdania og igangsatte derefter et treårigt produktudviklingsforløb med en samlet projektramme på 8 mio. kr.

  • Klimaflisen har – blandt et startfelt på 208 ansøgere – modtaget støtte fra Markedsmodningsfonden. Projektet har fået bevilget 1,1 mio. kr. til at fremstille og anlægge en teststrækning med klimaflisen på Nørrebro i København i samarbejde med Københavns Kommune.

  • Klimaflisen er en kombineret klimatilpasnings- og byrumsløsning til forsyningsselskaber, kommuner, ejendomsudviklere samt boligforeninger og vejlaug.

  • Klimaflisen er en del af Realdania-kampagnen Klimaspring, der støtter en kommerciel udvikling af nye løsninger til håndtering af regnvand i tætte, eksisterende byområder. Ambitionen er at skabe grøn vækst, bedre byer, og at sætte Danmark på verdenskortet inden for klimatilpasning.

Kontakt

Jeppe Ecklon, TREDJE NATUR
Tlf.: 31 41 82 24
E-mail: je@tredjenatur.dk

Pelle Lind Bournonville, projektchef
Realdania
Tlf.:
29 69 52 06

{{ title }}

{{ description }}