x

Med elektrikeren på arbejde:
Indvielse af landstedet

Pressemeddelelse 3. december 2015

I halvandet år har håndværkere knoklet for at fuldføre restaureringen af det landsted, som den danske arkitekt Kay Fisker tegnede i 1917, og som Realdania By & Byg købte i 2014. Søndag den 28. februar indvies landstedet, og dørene åbnes for alle, der har lyst til at opleve resultatet – bl.a. af elektrikerens arbejde.

Kom med elektrikerne på arbejde 

For de elektrikere, som har sørget for at bringe alle landstedets elektriske installationer up-to-date og tilmed har forsynet huset med moderne og intelligent styring af el- og varmeforbruget, har arbejdet også været forbundet med spøjse opdagelser – ikke bare for dem selv, men også for arkitekterne. Under det afsluttende arbejde med ledningsføring i lofterne i stuen og spisestuen opdagede elektrikeren bl.a. et netværk af ikke tidligere sete installationer.

Læs også: Oplev tømrerens arbejde

I tidernes morgen har der i begge rum været installeret fatninger til glødepærer, omgivet af rosetter. I begge rum sad de med ca. en meters afstand rundt i kanten af loftet. I stuen dukkede reminiscenser af disse installationer op, da elektrikeren fik skrabet lidt i pudslaget, mens lignende installationer i spisestuen viste sig langt mere synlige, da håndværkerne fik kigget op under det pladeloft, som arkitekterne havde troet var originalt.

 

Måske inspireret af arkitekt Anton Rosen

Hvornår pladeloftet i spisestuen er blevet monteret, vides ikke, men det har fået lov at blive. Selvom det ikke er originalt fra Fiskers hånd, så udgør det et kapitel i husets historie, som arkitekterne ikke ville fjerne. Men de gamle glødepærer er ikke geninstalleret.

Læs også: Oplev snedkerens arbejde

De relativt tætsiddende glødepærer i loftet - som giver associationer til teaterverdenen - kan også opleves i Rosenhuset, Tuborgs gamle Administrationsbygning, i Hellerup, som er tegnet i 1913 af den danske arkitekt Anton Rosen.

Som ung arkitekt var Kay Fisker ansat på Anton Rosens tegnestue, og om lærlingen Fisker har afluret glødepære-ideen fra mesteren Rosen, eller om de begge blot var begejstret for måden at lyssætte på, vides ikke. Men under alle omstændigheder er opdagelsen med til at fortælle historien om landstedet, om Fisker og om tendenser i datidens arkitektur og indretning.