Åbent hus i landsted tegnet af høvdingen i dansk arkitektur

Hornbækhus, Vester Søhus og stationsbygningerne på Gudhjembanen på Bornholm. Kay Fiskers huse er hverken glamourøse eller specielt kendte. Alligevel anfægtede ingen hans position som arkitektverdenens førstemand. Som arkitektpersonlighed havde Kay Fisker inden for alle sine virkeområder et sjældent format, og som lærer og professor på Arkitektskolen gennem mere end 40 år fik han større indflydelse end nogen anden på den danske arkitekturs udvikling.

Særligt for det danske boligbyggeri siden 1920’erne har Kay Fiskers betydning været afgørende. Etageboligbyggeriet blev hans væsentligste arbejdsområde, og det almennyttige byggeri udgjorde en stor del af produktionen. Hans udvikling af storgårdene, store karrébebyggelser omkring en gårdhave, betegnede et boligkulturelt fremskridt, og han revolutionerede brugen af altaner. I boligbebyggelsen Vester Søhus rykkede han partiet ved altanen tilbage og skabte dermed både større altaner og lysere lejligheder.

Ved valget til Københavns Borgerrepræsentation i 1951 kunne man rundt om i byen se en socialdemokratisk valgplakat med ordene ”Sådan bygger socialismen”. De stod skrevet henover et billede af Kay Fiskers boligkarre Dronningegården i centrum af København, som han tegnede i samarbejde med C.F. Møller og Eske Kristensen. Dronningegården var – og er – nemlig byggeri af exceptionel høj kvalitet og dengang tilmed billige boliger.

Arkitekturen skulle skabe orden

Fisker var egentlig ikke specielt socialt engageret, men han var både som lærer i boligbyggerklassen på Kunstakademiets Arkitektskole og i sin egen arkitektpraksis optaget af boligbyggeriets funktionelle og arkitektoniske problemer. Man skal befinde sig vel i sine stuer, mente Fisker, og dette velbefindende var overvejende æstetisk betonet. 

Fisker var i den grad optaget af facaderne. Hans boligbebyggelser var ofte enkle i formen, men med et stærkt personligt præg i proportionering og detaljering. Et af de fineste eksempler herpå er den store karré på Artillerivej på Islands Brygge i København fra 1927. Facaderne er stringente og spartansk udført i gule tegl med kraftig fremskudt indramning af vinduer og døre i røde tegl. 


For Fisker handlede arkitektur først og fremmest om at bringe orden i tingene. ”Arkitektur er jo kun en ramme om livet, ikke et mål i sig selv, og denne ramme må være så neutral, at livet frit kan udfolde sig inden for den,” sagde Fisker. Derfor blev hans huse så uhyre enkle.

Flyvende start

Det var en meget ung Fisker, der i 1909 mødte op på Kunstakademiet i København i matrostøj og begyndte på arkitektstudierne. Under sin uddannelse arbejdede han for blandt andre Anton Rosen, Hack Kampmann og Gunnar Asplund i Stockholm, og han fik en flyvende start på sin karriere, da han som blot 22-årig fik til opgave at tegne de nye stationsbygninger for Gudhjembanen på Bornholm sammen med studiekammeraten Aage Rafn. Derefter fulgte talrige boligbyggerier som Hornbækhus, Vester Søhus, Dronningegården og Voldparken. 

Kay Fisker arbejdede i mange år sammen med C.F. Møller, og deres fælles hovedværk er uomtvisteligt Aarhus Universitet, der er optaget i Kulturkanonen. For det byggeri modtog Fisker i 1926 Eckersbergs Medalje. 

Landsted med arkitekturhistorisk betydning

Kay Fisker tegnede kun nogle få enfamiliehuse. Landstedet i Snekkersten fra 1918 er et af hovedværkerne, for her kom Fisker for alvor til at vise format og stilsikkerhed.

Landstedet med udsigt til Øresund blev et overbevisende smukt, enkelt og personligt hus, der både i helhed og detaljer afspejler hans særkender og tilgang til arkitektur. Bygningen er trukket ud som et penalhus med en klar og præcis hovedform og en minutiøst gennemført facadeløsning. 

Samtidig med Fiskers ophold i Stockholm tegnede Gunnar Asplund huset Villa Snellman i Djursholm – et smalt hus med flere klassicistiske elementer. Fisker har givetvis set dette projekt, idet det i sin grundform har slægtskab med landstedet i Snekkersten.

I husets arkitektur blander Fisker engelsk cottage-stil med nordisk byggetradition og materialer. Landstedet peger på den måde frem mod Bedre Byggeskikbevægelsens fremkomst ti år senere og har dermed arkitekturhistorisk betydning som spire for en ny arkitektonisk stilretning på samme måde som Edvard Heibergs egen villa fra 1924 og Arne Jacobsens sommerhus fra 1937.

Huset udgør i dag et væsentlig bidrag til dansk arkitekturhistorie, og derfor tøvede Realdania By & Byg heller ikke, da de i 2014 købte huset og restaurerede det fra kælder til kvist. I dag fremstår ejendommen atter i den ånd og med den karakter, som Fisker skabte. 

Den sidste store faderskikkelse 

Ud over sit virke som lærer og arkitekt beskæftigede Fisker sig også med typografisk design og var konsulent for Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Han redigerede i 1920'erne tidsskriftet Arkitekten og skrev mange artikler og bøger om arkitektur.

Fiskers sidste arbejde var Det Danske Institut i Rom, som blev et stærkt og karakterfuldt Fiskerhus i gule teglsten med tydelige referencer til Aarhus Universitet. Desværre nåede Fisker aldrig at se Akademiet færdigt. Han døde i 1965, 72 år gammel.


I dag står hans bygninger med uformindsket kraft og fortæller om hans talent for og kærlighed til faget og om dansk arkitektur fra 30’erne til 70’erne. Men Fisker står også selv som et monument i dansk arkitektur. Hans praksis, undervisning, kontaktnet til alverdens førende arkitekturpersonligheder og hans karismatiske personlighed gjorde ham til den sidste store faderskikkelse i dansk arkitektur.