x

Fra landbrug til festival

Naturen havde nærmest overtaget den forfaldne landsbrugsejendom Marebjerggård, da en ildsjæl i 2010 fik øje på dens smukke beliggenhed og magiske stemning. Fordi stuehuset var ramt af skimmelsvamp og laderne i fare for at styrte sammen, havde ejerne ingen planer om at tage ejendommen i brug. Så fik to ildsjæle brugsretten til ejendommen, og de satte sig for at starte en festival på stedet. 

I dag er Marebjerggård blevet transformeret til et aktivt værksted og årlig festivalplads - med de dragende rammer og genbrugsmaterialer som udgangspunkt. Siden 2011 har Sejerø Festival skabt rammerne for en weekend med fokus på kunst, musik og rumlige installationer. Festivalbilletterne rives væk på få dage, og for en weekend er øen helt forandret.

En bæredygtig forvandling

For at festivallen kunne blive en realitet, krævede det en omfattende restaurering af den meget faldefærdige landbrugsejendom. Stuehuset er gjort beboeligt, og laderne er blevet sikret, så der er skabt et arbejdssted, der understøtter arbejdet med festivalen – og som er aktivt hele året.

Med ombygningen af gården har det været ildsjælenes tanke at vise, hvordan man på bæredygtig vis kan forvandle og genanvende en forladt og faldefærdig landbrugsejendom i et af Danmarks yderområder. 

Byggeriets ildsjæle 

Med kampagnen Byggeriets ildsjæle ønsker vi at bakke op om frivillige kræfter gennem netværk, inspiration og viden, og ikke mindst projektstøtte. Ansøgningerne er blevet bedømt på, hvordan den solide og kreative idé skaber værdi i lokalsamfundet, på at der er en realistisk anlægs- og driftsøkonomi og ikke mindst på, hvordan projekterne er organiserede og involverer frivillighed.