x

Upcycle House er en del af et stort udviklingsprojekt: MiniCO2 Husene. Projektet omfatter i alt seks parcelhuse, som hver især illustrerer forskellige aspekter af reduktion af CO2-udledning i hhv. opførelse, drift og vedligeholdelse af et hus.

Upcycle House er koncentreret om, hvordan opkvalificerende genbrug kan spare ressourcer og CO2-udledning i forbindelse med opførelsen af et hus.

Upcycling betyder, at et affaldsprodukt genanvendes optimalt og forædles. Det ses fx i Upcycle House tegnet af Lendager Group, hvor terrassebeklædningen består af kompositbrædder, der er lavet af plast- og træaffald, og hvor isoleringen mod terræn består af iturevet ’flamingo’ fra en møbelhandlers stor-emballage, ligesom isoleringen i væggene består et granulat af behandlet avispapir og køkkenets gulvbelægning af korkpropper i skiver.

I en ressourceknap verden betyder upcycling, at der bruges færre ’jomfru-råstoffer’, produceres mindre og spares CO2-udledning. Dermed skånes klimaet samtidig med, at verdens ressourcer udnyttes på en langt mere bæredygtig måde. 

Om Upcycle House

Upcycle House’s grundkonstruktion er to brugte skibscontainere. De to containere er trukket så langt fra hinanden, at husets grundplan er blevet omtrent kvadratisk.

Eksempler på upcycling og genbrug i Upcycle House:

Udvendigt

  • Fundament af genbrugte stålskruepæle
  • Terrænisolering af iturevet polystyren fra møbelemballage
  • Sokkel/rottesikringsplade af nylonplader fra skøjtebane
  • Facadebeklædning af plader, skabt af genbrugspapir og bio-harpiks
  • Facadebeklædning af aluminiumsplader med genbrugt aluminium fra øl- og sodavandsdåser
  • Vinduer i væksthus, som er genbrug fra en nedlagt skole, og vinduer i den varme klimaskærm af fejlproducerede trelags-ruder, der er anbragt uden på facaden og tætnet mellem glas og facade ved hjælp af gummifugebånd. På den måde skal ruden ikke have et bestemt mål for at kunne bruges, men bare være større end vindueshullet. 
  • Terrasse af planker af genbrugt plastik og trægranulat Belægninger med genbrugte fliser

Indvendigt

  • Gulvbelægning af korkpropper, gulvbelægning af limfri OSB-plader af overskudstræ fra møbelproducenter og gulvbelægning af afrensede, genbrugte teglsten.
  • Vægge beklædt med gipsplader, der indeholder 25pct. genbrugsgips; vægge af limfri OSB-plader samt en termisk masse væg, skabt af fyldte vanddunke i genbrugsplast.
  • Isolering af papiruld lavet af danske aviser; isolering af glasskærver af genbrugsglas; isolering med træuldsplader samt isolering af granuleret flamingo af gamle frugtkasser.
  • Genbrugt køkken og badeværelsesmøbel

Besparelser

Upcycle House skaber betydelige CO2-besparelser, eftersom genbrugsmaterialer allerede bliver produceret i stor stil, er tilgængelige og sparer miljøet for mange tons CO2. 

CO2-udledningen fra Upcycle House’s materialeforbrug til konstruktionen er 86 pct. mindre end Referencehusets. Konstruktionen i Upcycle House udleder over en periode på 50 år kun 0,7 kg CO2/m2/år mod Referencehusets 5 kg CO2/m2/år.

Forklaringen er den simple, at materialerne allerede indgår i kredsløbet og derfor allerede har ’betalt CO2-regningen’ én gang, da de blev produceret som nye. 

Læs mere om de fem andre MiniCO2 Huse

Hus 2: Det vedligeholdsesfri hus - Fornyelsen
Hus 3: Det vedligeholdsesfri hus - Traditionen
Hus 4: Det Foranderlige Hus
Hus 5: Kvotehuset
Hus 6: Mini CO2 Typehuset

Fakta om Upcycle House


Areal: 
129 m2
Bygningstype: Enfamiliehus: Ét plan med stue, køkken/alrum, 4 værelser, bryggers, svalekammer og ét baderum
Byggeår: 2013
Arkitekt: Lendager Group
Ingeniør: MOE
Entreprenør: Egen Vinding og Datter, Makvärket
Videnspartner: Statens Byggeforskningsinstitut AAU, Uretek Fundering, Gamle Mursten, Muncholm, Bleile Kork, Richlite