x

Tre firmaer skal lave strukturplan for Porten til Lolland

Pressemeddelelse 16. marts 2011

Der er stor interesse for at være med til at udforme fremtidens Lolland. Det kan konstateres i forbindelse med projektet Porten til Lolland, hvor 25 virksomheder ansøgte om prækvalifikation. Tre er nu udvalgt og får to måneder til at lave et egentligt forslag til strukturplan for området omkring Hunseby-Maglemer og Bandholm.

"Det var et meget spændende felt," siger projektleder Sille Wilhelm Clausen. "Vi er glade for den store interesse fra en række af Danmarks mest kompetente og respekterede landskabsarkitekter."

I sidste ende faldt valget på Bertelsen og Scheving i samarbejde med Dansk Bygningsarv A/S, Metopos og Bascon samt et hold anført af Schønherr. Firmaerne får nu to måneder til at udarbejde hver deres forslag til en strukturplan, der med enkle midler kan formidle området omkring Knuthenborg til parkens mange gæster.

"Jeg er meget spændt på at se forslagene," udtaler Karen Skou fra Realdania. "I første omgang handler det om, at de tre teams skal give hvert deres bud på, hvordan Knuthenborg Park & Safari som et lokalt fyrtårn kan være med til at løfte de omkringliggende landsbyer. Jeg er sikker på, at projektet vil give masser af inspiration til andre steder i Danmarks yderområder, hvor en stor attraktion kan løfte lokalområdet."

Der vil blive nedsat en dommerkomité til at bedømme forslagene. Komiteen får Akademisk Arkitektforening som sekretær.

Fakta

Projekt Porten til Lolland har til formål at synliggøre og styrke de mange kvaliteter, som de to landsbyområder omkring turistattraktionen Knuthenborg Park & Safari indeholder. Naboskabet og den lokale tilknytning til Knuthenborg er tydelig, og de mange besøgende til parken giver landsbyerne en særlig status som Lollands visitkort.

Det er dette potentiale, som Porten til Lolland vil understrege og udnytte til at styrke områderne omkring Knuthenborg, så besøgende fra nær og fjern oplever landsbyerne som levende bosteder - og får en bid af Lolland, der gør dem sultne på flere af de lollandske herligheder.

Porten til Lolland er del af partnerskabsprojektet Mulighedernes Land, der gennemføres af Realdania og Lolland Kommune, Thisted Kommune og Bornholms Regionskommune. Projektet skal udvikle og afprøve nye strategier til positiv udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder. De nye strategier udvikles og afprøves gennem en række konkrete demonstrationsprojekter i Lolland Kommune, Thisted Kommune og Bornholms Regionskommune.

Læs mere på www.mulighedernesland.dk