x

Slottet får sin værdighed tilbage

Nyborg Slot var i middelalderen rigets centrum.Slottet mistede efterfølgende sin betydning som magtcentrum. Men nu skal slottet have sin gamle værdighed tilbage og gøres til en international attraktion.

Nyt og gammelt kombineres 

Projektet omfatter en helt ny borgfløj med et moderne formidlingscenter, en restaurering af den gamle kongefløj og vagttårn samt en nyfortolkning af den gamle ringmur.

En ny broforbindelse til slottet skal give de besøgende en forståelse for, hvordan man en gang ankom til borgen.

Opgaven med at restaurere og nyfortolke slottet, der blev bygget omkring 1170, er den største af sin art i Danmark i nyere tid.

Slottets nye borgfløj kommer til at ligge vinkelret i forhold til den eksisterende kongefløj  nyt og gammelt bliver forbundet via gangbroer og vil fungere som både udstillingslokale og fremtidig hovedindgang for besøgende.

Kongefløjen restaureres og tilføjes ny brandsikring, opvarmning og handicapadgang til alle publikumsetager. Vagttårnet restaureres også, samtidig med at der også sikres handicapadgang hertil. Tårnet forhøjes til 22 meter, hvor de besøgende kan nyde udsigten over Nyborg by og Storebælt

Cubo Arkitekter og JAJA Architects vandt i marts 2016 arkitektkonkurrencen om Nyborg Slot.

Danmarks første grundlov

Danmarks første grundlov

Nyborg Slot og residensstad udgør et unikt kulturarvsmonument fra Danmarks middelalder med den velbevarede middelalderbyplan og slottet på voldstedet midt i byens centrum. Her blev Danmarks første Grundlov af 29. juli 1282 underskrevet og beseglet, her lå det lovfæstede mødested for det danske parlament “Danehoffet”, og her opholdt de danske konger sig i århundreder med deres hof.

 

Fortællingen som midtpunkt

Visionen for projektet er at formidle slottes historiske betydning ved at bygge nyt og historisk sammen til en helhed, der styrker den bygningsmæssige og historiske identitet.

Den fantastiske fortælling om Nyborg som rigets centrum i middelalderen skal sætte i fokus. Historien skal formidles i nye rammer, og sammenhængen mellem slot og by skal fremhæves. Ambitionen er at skabe historiefortælling på et niveau, som giver stedet national såvel som international tiltrækningskraft.

Afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet

Den 17. december 2020 traf Miljø- og Fødevareklagenævnet en afgørelse i en klagesag vedr. dispensationer fra museumsloven til nybyggeriet ved Nyborg Slot. Dermed omgjorde nævnet de tilladelser og dispensationer, som tidligere var givet af Slots- og Kulturstyrelsen. Afgørelsen betyder, at det ikke er muligt at gennemføre den del af projektet, som omhandler nybyggeri, bl.a. opførelsen af en ny borgfløj med et moderne formidlingscenter. De øvrige dele af projektet gennemføres fortsat. Det nye torv er taget i brug, og en ambitiøs renovering af den gamle kongefløj er i fuld gang og skal sikre, at den helt særlige bygning vil stå i hundreder af år endnu til glæde for kommende generationer. I begyndelsen af 2021 vil partnerskabet omkring projektet drøfte projektet fremadrettet i lyset af afgørelsen fra nævnet.

Økonomi

Vi deltager i et partnerskab mellem Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, Nyborg Kommune, der ejer henholdsvis Slot og byarealet, samt de finansielle bidragsydere, A. P. Møllers Fond.

Østfyns Museum indgår i projektet som bruger og har bygherreansvar for selve udstillingen og formidlingsdelen.

Den økonomiske ramme for opførelsen af projektet er på i alt 301 mio. kr, som finansieres således:

Slots- og Kulturstyrelsen: 45 mio. kr.
Nyborg Kommune: 40 mio. kr.
A. P. Møller Fonden: 108 mio. kr.
Realdania: 108,6 mio. kr.

Hertil kommer et formidlingsprojekt på 50 mio. kr.