x

Oluf Bagers Plads er et byrumsprojekt, der skal skabe et nyt, grønt og levende bytorv i Odense, hvor byens borgere og besøgende kan gå på café, shoppe og være en del af byens puls, der udfolder sig på pladsen, eller bare slå sig ned under trækronerne og nyde de smukke historiske bygninger og den moderne arkitektur, der omgiver pladsen.

 

Den nye plads skabes i et samspil mellem to nye bygninger ud til pladsen, det historiske Nørregade-kvarter, den historiske pakhusbygning i Oluf Bagers Mødrene Gård, det nye byggeri i Thomas B. Thriges Gade-projektet og den nye letbane.

 
Udviklingen af Oluf Bagers Plads skal:

  • Skabe attraktive rammer for byliv og bidrage til at løfte butiks- og restaurationslivet i Nørregadekvarteret
  • Bidrage til at genskabe slægtsbåndene mellem de historiske bymiljøer i hjertet af Odense, som anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade i 1960'erne skar over.
  • Eksperimentere med bæredygtigt byggeri, der også kan inspirere udviklingen andre steder i Odense og i andre byer.

Udviklingen af Oluf Bagers Plads sker med afsæt i et forslag fra fynske Praksis Arkitekter, der i oktober 2016 vandt konkurrencen om at tegne den nye plads og de to nye bygninger. De nye bygninger og pladsen blev indviet den 22. marts 2019. 

Oluf Bagers Plads og opførelsen af to nye bygninger på pladsen er en integreret del af det samlede Thomas B. Thriges Gade-projekt. Arealet er ejet af Realdania By & Byg, der også ejer Oluf Bagers Mødrene Gård. Projektet er en del af Realdania By & Bygs arbejde med eksperimenterende nybyggeri og udvikling af byer for fremtiden.

Byggeri

Byggeriet er tænkt som et eksperimenterende og innovativt nybyggeri, hvor nyeste forskning og smarte løsninger anvendes som integrerede, arkitektoniske svar på husenes og pladsens udformning.

De to nye bygninger er både i form og indhold tænkt smart i forthold til energi og CO2-udledning. 

Projektet indeholder tre elementer

Oluf Bagers Plads nr. 4:  Bygningen er opført på et jordstykke, som engang har hørt til Oluf Bagers Gård. Huset står mellem renæssancebygningen og de nyopførte arealer på Thomas B. Thriges Gade-arealet. Huset er 190 m2 og opført i to etager for at spejle omkringliggende ejendomme. Efter indvielsen bliver huset udlejet til erhvervsformål. 

Oluf Bagers Plads nr. 5: Bygningen er opført i relation til nr. 4 for at skabe størst mulig sammenhæng omkring pladsen og for at sikre de bymæssige kvaliteter i området. Huset er i fire etager. Stueetagen har et samlet areal på 166 m2 og bliver efter indvielsen lejet ud til erhvervsformål. Derudover er der tre lejligheder på tilsammen 457 m2 og en kælder på 457 m2. Hele bygningen er solgt til en privat investor, som overtager bygningen pr. 1. april. Alle lejlighederne er lejet ud.

Pladsen er tænkt i sammenhæng med de to huse og skal opføres som en samlet skulpturel form. Pladsen relaterer sig både i form og udtryk til de omkringliggende bygninger og arealer. Den nye plads er 325 m2 og har en grøn beplantning.

Rådgivere og entreprenører

 Bygherre:  Realdania By & Byg
 Totalrådgiver:  Praksis Arkitekter
 Byggeledelse:  TH Gruppen
 Rådgivende ingeniør:  Henry Jensen
 Entreprenør (Etape 1 - under jorden):  Hansson & Knudsen
 Entreprenør (Etape 2 - over jorden):  Guldfeldt

Arkitekt

I marts 2016 indbød Realdania By & Byg fire arkitektfirmaer til at komme med deres bud på udviklingen af Oluf Bagers Plads. Undervejs blev feltet snævret ind til to forslag. Og i oktober 2016 blev forslaget fra fynske Praksis Arkitekter valgt som vinder af konkurrencen.

Se visualiseringer fra Praksis Arkitekters vinderforslag i galleriet.