x

Fysisk og digital velkomst til Rebild Bakker og Rold Skov

RebildPorten fungerer som velkomstcenter, infoportal og indgang til en af Danmarks smukkeste skove. Formidlingen begrænser sig ikke til den fysiske infoportal, men omfatter også formidling ved hjælp af teknologi, som gør det muligt at hente information ned på sin mobiltelefon ude i terrænet – lige dér hvor man har brug for oplysningerne, på alle tider af døgnet og på alle årstider. RebildPorten er inspireret af skovens materialer og er blevet et varetegn for området.

Positiv udvikling i lokalområdet

Målet var at infoportalen skulle styrke en positiv udvikling i lokalområdet ved at fastholde og se nye muligheder i de kvaliteter og potentialer, som findes i naturen på stedet. Samtidig er infoportalen med til at gøre det attraktivt at være fysisk aktiv og bevæge sig i naturen ved Rebild Bakker og Rold Skov. De ca. 500.000 mennesker der hvert år besøger området, kan finde information om områdets natur og de oplevelser, området byder på – for eksempel motion, naturvidenskab, eventyr og historie.

Den samlede projektøkonomi for den nye infoportal var på godt 17,5 mio. kr. Heraf bidrog vi med 8,2 mio. kr. og Rebild Kommune med 6 mio. kr., som går til selve bygningen, mens Det Obelske Familiefond giver 3.515.000 kr. til formidlingsdelen.