36 boliger midt i naturen er på vej i Naturbydelen Ringkøbing K

24. november 2016

De første 36 boliger i Ringkøbings nye naturbydel bliver bygget midt i et smukt engområde med udsigt til Ringkøbing Fjord og kort afstand til byen. Det er den midtjyske entreprenør Frifeldt, der har købt det første byggefelt og som skal bygge husene. De første boliger står klar til indflytning i 2017.

Naturen i Ringkøbings nye naturbydel står allerede klar med blomstrende enge, bærhaver, frugtlunde, søer, ny skov og stier, der giver hurtig adgang til indkøb, skoler og kulturlivet i Ringkøbing by. Og nu kan de første 36 boliger bygges lige midt i naturen, så kommende beboere får direkte adgang til vildtvoksende enge mellem husene. De fleste får også udsigt til Ringkøbing Fjord, der ligger blot 300 meter væk.

Det er det midtjyske entreprenørfirma Frifeldt, der har købt det første byggefelt i Ringkøbings nye naturbydel og som står for opførelsen og salget af boligerne. 

Skitseprojektet for det nye kvarter er tegnet af det aalborgensiske arkitektfirma Nørkær+Poulsen i samarbejde med byudviklingsselskabet Ringkøbing K, der ejes af Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By & Byg. Parternes fælles ambition er, at udviklingen af den nye naturbydel skal bidrage til at fastholde og tiltrække beboere i området. Det skal ske ved at tilbyde moderne boliger med en unik adgang til attraktiv natur lige uden for hoveddøren. 

”Nørkær+Poulsens skitseprojekt forener vores ønsker om kvalitet i arkitektur og materialevalg og mødet mellem by og natur. Vi er glade for, at Frifeldt ser de kvaliteter, og nu har lavet en aftale om at købe jord til opførelse af de første boliger i den nye naturbydel. Nu glæder vi os til at se de første beboere flytte ind midt i naturen”, siger Dorthe Frilund Jensen, projektdirektør i Ringkøbing K. 

Frifeldt, der har mange års erfaring med at bygge fritidshuse i kystnær natur, glæder sig over at være de første, der opfører boliger i den nye naturbydel.

”Vi arbejder meget med at skabe flydende grænser mellem inde- og uderum og trække lyset ind i boligerne. Én måde at gøre det på, er at tænke i kubikmeter i stedet for i kvadratmeter. Det er en af kvaliteterne ved skitseprojektet, som vi er faldet for. Her er boligerne i to etager og der er skabt nogle spændende åbne rum mellem stueplan og 1. sal, der skaber et fantastisk lysindfald og styrker oplevelsen af at bo midt i naturen”, siger Flemming Nielsen, adm. direktør i Frifeldt.

Midt i naturen – tæt på byen

De 36 boliger opføres som dobbelthuse, trippelhuse eller rækkehuse. Boligerne varierer i størrelse mellem 125 og 136 m2 og bliver i to plan. Hver bolig får sin egen private terrasse og adgang til egen parkeringsplads.

Hele kvarteret er udformet, så beboerne sikres privatliv på terrassen, samtidig med at der er mulighed for fællesskab med naboerne på de små mødepladser rundt om i kvarteret. Husene ligger midt i en eng med blandt andet solsikker, kornblomster og valmuer, der vokser vildt helt ind omkring husene. 

”Det er helt unikt, at naturen i bydelen er udviklet før husene. Derfor har vi arbejdet meget med at optimere adgangen til naturen, udsigten til fjorden og lysindfaldet i hver enkelt bolig. Samtidig har vi fokuseret på at skabe funktionelle boliger, der kan passe til mange forskellige typer mennesker”, siger Jesper Korf, indehaver og arkitekt hos Nørkær+Poulsen, om skitseprojektet:

Den nye naturbydel grænser op til de eksisterende villakvarterer i Ringkøbing, og hopper man op på sin cykel, kan man komme til indkøb, skoler og institutioner på fem minutter. Bymidten kan nås på 10 minutter. 

”I Naturbydelen Ringkøbing K kan man bo midt i naturen og samtidig have kort afstand til butiks- og kulturlivet i Ringkøbings hyggelige, gamle bymidte. Den kombination, tror vi på, er attraktiv for mange”, siger Dorthe Frilund Jensen.

Første boliger i naturen klar til indflytning i 2017

Lokalplanen for det første byggefelt blev godkendt i Ringkøbing-Skjern Kommunes Teknik- og miljøudvalg i september. Byggeriet af det første dobbelthus ventes at gå i gang i løbet af foråret 2017 og dermed kan de første beboere flytte ind allerede i 2017.

Inden byggeriet går i gang, etablerer Ringkøbing K en ny hovedadgangsvej til bydelen, der løber parallelt med den eksisterende adgangsvej.

Læs mere om boligerne på Frifeldts hjemmeside: www.frifeldt.dk/projekter 

Se skitseprojekt på Nørkær + Poulsens hjemmeside: www.nplusp.dk

{{ title }}

{{ description }}